Agnes Obel: Toeren krævede mere arbejde end debuten

Når man ser billeder af Agnes Obel, der netop har udgivet sit andet album Aventine, er det sjældent et smil, der pryder den kønne kunstners ansigt. Helt anderledes er det imidlertid, når man sidder over for hende – så spares der hverken på smil, latter eller nærvær. Et faktum er det dog, at fotografering langtfra er hendes yndlingsdisciplin – i hvert fald ikke, når hun selv står foran linsen. Når hun selv får lov at eksperimentere med kameraet, er det en anden sag, og så hjælper det også lidt, at GAFFAs fotograf har en så legende tilgang til faget, som tilfældet er. Og når makeup-artisten så tilmed ganske overraskende er en gammel veninde fra teenageårene, som man kan udveksle vilde anekdoter om blandt andet at holde en legendarisk fest i en nedlagt Fakta med.

Men nu er det jo musikken, det skal handle om, og Aventine må siges at have temmelig store musikalske sko at udfylde, idet forgængeren, Philharmonics er et af de mest succesfulde danske album i nyere tid. Pladen har efterhånden solgt 500.000 eksemplarer på verdensplan og har fået Agnes ud over stepperne i det store udland og i lande som Frankrig, Canada, Irland, Italien og Spanien møder publikum også talstærkt op til hendes koncerter. Ikke dårligt for en pige, der leverer tyste sange, hvor stemme og klaver er de primære virkemidler. Ingen gimmicks. Ingen billige tricks. Bare musikken, melodierne og stemningen.

Og hvordan har det så været at skulle leve op til en så bragende succes? Har der været et pladeselskab, der har åndet frøken Obel i nakken for nu at træffe de rigtige valg og bestemt hvilken dyr producer, hun skulle samarbejde med i forhold til at gentage succesen? Nej, for selvom mulighederne har været mange og der denne gang har været råd i budgettet til alverdens kendis-producere og til at indspille i Abbey Road, hvis det skulle være, har Agnes valgt præcis samme tilgang til sangskrivningen som sidst. For sig selv i lejligheden i Berlin har hun selv leget sangene frem på klaveret og med stemmen og desuden selv stået for produktionen. En enkelt tur i et studiekompleks i Kreuzberg er det dog blevet til.

– Jeg har været helt overvældet over, hvor stort et arbejde det har været at lave pladen. Det har været et meget større arbejde end med den første. Jeg troede egentlig på et tidligt tidspunkt, at jeg havde alle sangene, men så fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at eksperimentere noget mere, fordi der var nogle bestemte stemninger, jeg gerne ville have frem. Så jeg var nødt til at skrive alle sangene igen. Det har været meget intenst, og jeg har været meget mere bevidst om, hvad jeg ville, end jeg var sidst.

Men det, du har villet denne gang, har været mere i samme stil som sidst?

– Jeg havde gang i noget på Philharmonics, som jeg ikke følte, jeg havde fulgt helt til dørs, og jeg havde en nysgerrighed omkring, hvad jeg kunne få ud af den måde at arbejde på; hvilke sange, jeg ville skrive og hvordan jeg ville synge og spille, hvis jeg gjorde det alene.

Føler du så, du er kommet til bunds i det udtryk, du har udforsket indtil videre?

– Nej, jeg har stadig nogle idéer, men det kan være, jeg kan klare det med et par enkelte sange og ikke en hel plade næste gang. Men jeg bliver mere og mere interesseret i at optage musikken selv. Jeg elsker friheden i at kunne arbejde om natten og blive ved så længe, jeg har lyst uden at skulle tage hensyn til nogen. Men det betyder ikke, at jeg ikke også ville elske at være i et studie.

Er alle sangene nye kompositioner?

– To af sangene er skrevet, før Philharmonics udkom, så Fuel To Fire og Smoking Mirrors er egentlig også skrevet til skrivebordsskuffen. Og måden at skrive sangene på er den samme. Denne gang er der så bare en helt anden forventning til det, og det har gjort det svært at gøre de enkelte sange færdige i slutningen af processen.

Hvorfor det?

– Fordi der rent faktisk var folk derude, som ventede på at få det at høre og havde forventninger til sangene. Det blev pludselig meget virkeligt.

Har arbejdet med sangene lært dig noget?

– Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke er særlig god til at arbejde med noget, der ikke interesserer mig, men på den anden side er jeg så rigtig god til at fordybe mig i det, der har min interesse.

Læs et længere interview om blandt andet at rejse rundt med en cello i et fly og om, hvem Agnes Obel kunne tænke sig at høre fortolke hendes sange, i GAFFAs artikelsektion.