Koncertaktuelle Jenny Wilson: Kæmp, slås og overlev

I dag indleder svenske Jenny Wilson sin Danmarksturné på VoxHall i Aarhus, en tour, der fortsætter til Posten i Odense 5. januar, Pitstop i Kolding 6. februar og Store Vega i København 7. februar. Wilson kan også opleves på årets Roskilde Festival og til Musik i Lejet i Tisvildeleje. I den anledning bringer vi dette interview med hende.

At skrive køleskabsdør-poesi, eller den slags tekster, lyttere tatoverer på kroppen, behøver ikke at være positivt. Alt for kloge linjer kan lige så godt være en ekskluderende fremvisning af ens intellekt. Jenny Wilsons seneste album "Demand The Impossible!" indeholder tekster, som jeg kan tænke på i dagevis, men de virker aldrig forcerede. De er der for dem, der ønsker at finde noget, og når man begynder at gennemgå dem, så opstår netop den virkning: jeg ønsker at klippe dem ud og hænge dem op et sted. Og det er egentlig en fejl at bede en kunstner fortolke sine værker, men det er svært at modstå. Jeg konfronterer Jenny Wilson med et par eksempler. I telefonen hører jeg fodtrin og den generelle brummen, der kendetegner en by, nemlig Stockholm. Nogle lyde er vindens brusen, ikke ulig den hvislen, man lejlighedsvis kan høre gennem albummet "Demand The Impossible!" Den første køleskabslinje: ""Freedom is a word you can't explain."

– Det tror jeg på. Frihed er ganske enkelt en tilstand, man ikke kan sætte ord på. Man skal have oplevet det.

Anden linje lyder "This scar is my autobiography" og er klar for en kunstner som Wilson, der har været ramt af kræft. Men at forsøge at beskrive det med andre ord end dem, som udgør teksten, er stadig vanskeligt. Hun igangsætter betydningerne uden at afslutte dem.

– Hvad har du oplevet ? Hvad gemmer sig bag de ar? De er en del af min historie. Jeg var så pokkers tilfreds med denne linje, men den er selvfølgelig svær at forklare.

Sygdommen vækkede en forfriskende vrede

Under indspilningerne vendte kræften tilbage. Det er en af ​​grundene til, at albummet er blevet, som det er blevet. Vredt, frustreret, desperat. Men det er ikke en beklagelse eller specielt selvcentreret. Perspektivet er bredt, det handler om en hel verden. For det er ikke kun individet, der er sygt (eller "fucked up", som Wilson udtrykker det ), men det samfund, vi lever i. Et sted smelter den syge krop sammen med de revolutionære strømninger, der har præget mange lande i de seneste år, ifølge Wilson. Hun var tvunget til at kæmpe, slås og overleve.

– Sygdommen har været en personlig modgang. På samme tid har den vækket en vrede, som har været meget forfriskende. På en måde har det været fantastisk, fordi jeg virkelig har været nødt til at beskæftige mig med nogle ting og tænke. Der er masser af ting i samfundet, som jeg ikke har været i stand til at sætte ord på før, selvom de har været tæt på mig. Forbrugersamfundet, kødspiseri og så videre. Disse er alle tendenser. Og at være ramt af sygdom betød, at jeg ikke kunne orke at tænke på mig selv længere. Jeg orkede ikke at tænke på min sygdom, men måtte kanalisere den gennem verden. Verden har jeg altid tænkt på, men jeg har aldrig fattet pennen omkring den.

Men er det okay at foretage den sammenligning? At skildre en verden i forandring er ikke kun svært, det er også risikabelt.

– Alt er tilladt for en kunstner. Du kan gøre, som du ønsker. Jeg ville aldrig påstå, at det, jeg siger, er helt sandt, men det er heller ikke pointen. Pointen er at udtrykke noget fra et perspektiv, som jeg selv kan forstå. Når du er i en krise eller en tilstand, der er uønsket af dig selv, så skal du gøre noget. Du kan ikke bare være syg, tage stærk medicin og være på hospitalet. En krop, der ikke virker, kan ikke bare lægge sig ned og dø, og sådan fungerer det også i verden. Det er fascinerende, hvordan mennesker kæmper, det betyder det ikke noget, hvis hele dit hus bliver bombet. Nogle står der og søger i ruinerne alligevel.

Tredje sætning: "Aviser, jeg bruger dem som lagner." Taget fra sangen "University Of My Soul", hvor nogen prædiker på et poetisk sprog, der minder om, når Patti Smith gik i gang på scenen og kunne tale løs som i en trance. Jenny Wilson har dog snarere tænkt på Bob Dylan på den måde, hun leger med sprog og symboler på, mens emnet er enormt.

– Hele "University Of My Soul" sier udtryk og indtryk fra fællesskabet. Den er samfundskritisk, og man forestiller sig en gadeprædikant, der råber ting ud til publikum. Sandheden er ikke, hvor vi tror, den er, så hvad skal jeg bruge en avis til? Tja, jeg vil sove på den for at holde mig varm. Det er en nøglesang. Sammen med "Pyramids" sætter den ord på, hvad jeg vil sige.

Videoen til sangen "The Future" (se nedenfor) viser hurtige klip af dyr, der bliver tvunget ind i snævre rum, kyllinger på et transportbånd, folk, der klatrer på hinanden for at komme først i en butik. De billeder, der er blandet med albummets hårde, rytmiske lyd fremkalder en ubehagelig atmosfære og det er sandsynligvis hensigten. "Demand The Impossible!" er snarere noget, lytteren bliver udsat for end en nydelse.

– Albummet er som en fysisk udladning, og det jeg tror jeg, ​​du vil høre i energien. Jeg bruger et sprog, som jeg aldrig har prøvet før. Det er inspireret af beatdigtere, for eksempel, og jeg har forsøgt at antage en persona som en gadeprofet, der står i midten af ​​samfundet og bemærker alt. Bare alt. Hulter til bulter.

Hvordan har du udarbejdet lydbilledet? – Jeg sad i temmelig lang tid . Måske ni måneder. Jeg prøvede at regne ud, hvordan jeg ville have det til at lyde, men jeg vidste bare, hvordan det IKKE skulle lyde. Jeg havde ikke lyst til at sidde ved et klaver, det var jeg træt af. Jeg ønskede at arbejde med rytmer, baseret på mavefornemmelsen så at sige. Det skulle kunne føles i din krop. Det er også sådan, vi fik idéen til at tænke på den vind, man hører, næsten som en sandstorm. At tænke illustrativt er inspirerende, og de billeder, jeg har haft i mit hoved, har for eksempel været af demonstranter i Paris. Det føles rigtigt for den fremadgående bevægelse, der eksisterer i alle sangene, ligesom en tunet bulldozer. Helvede er løs, så at sige.

Kan musik virkelig ændre?

I pressemeddelelsen præsenteres albummet som det bedste, Wilson har skabt. Pennen har aldrig været så skarp. Jeg havde intet valg, slutter hun. Musik er for Jenny Wilson som liv og død. Jeg spørger, om musik virkelig har evnen til at forandre, og svaret kommer med det samme. – Ja, jeg ved jeg, at det kan. Jeg læste et sted, og var ikke overrasket over, at mennesket ville dø, hvis der ikke fandtes musik og kunst i almindelighed. På samme måde, som du ville dø , hvis du ikke fik lov til at drømme. Ligesom den torturmetode, hvor man ikke får lov til at falde i en dyb søvn. Musik har en magt, som ikke meget andet har. Musik er for mig og mange andre noget intravenøst, den når ind i hele kroppen, systemet. Desuden, hvis der er en mening at samle op i musikken, føles det vigtigt og spændende, det tilføjer en ekstra dimension. Jeg kan få enorm styrke af god musik. Mit mod vokser. Fjerde sætning er slutningen af sangen "Ghost Station", og slutningen på hele albummet for den sags skyld. Hvilket gør den endnu mere betydningsfuld. "Listen, I'm here fifty years too soon."

– Det er sjovt, mange mennesker har spurgt om denne linje. Fordi man kan man fortolke den på så mange måder, tror jeg. Min tanke er helt sikkert dystopisk, men samtidig håbefuld. Jeg forestiller mig, at det handler om en person, der føler sig kaldt til et bestemt sted. Vedkommende ved, at vedkommende skal dø. Og jeg tænker på de stationer, du passerer nogle gange, der er nedlagte og tilgroede, men de er der stadig. Hvorfor er jeg blevet kaldt herhen allerede, spørger personen. Jeg har intet at gøre her endnu, jeg er blevet kaldt herhen 50 år for tidligt. Men det er frit for dine egne fortolkninger og billeder.

Endelig er der titlen. I 1968 kunne man læse det på en husfacade i Paris: "Vær realistisk, forlang det umulige." Skrevet med graffiti af radikale studerende. Så hvad er det umulige i dag? – Intet er umuligt. Det er det legende med titlen, selvom den er krævende. Kom nu, for fanden det, nu kræver vi forandring! Forandringen skal blæse igennem skiven. Da jeg så teksten i en avis, var jeg midt i arbejdet med albummet. Lige der passede det vældig godt.

Find koncertbilletter med Jenny Wilson via GAFFA Live

Se musikvideoen til "The Future":