Den danske singer-songwriter varsler med sit tredje album en ny lyd
Den danske singer-songwriter Naja Rosa er ude nu med sin nye single "Game Over", der er første udspil fra hendes kommende album, som udsendes 18. august. Sangerinden, der allerede kan skrive to tidligere albums på CV'et, har i mange år har været bosat i Brooklyn, New York, og varsler nu en mere urban og rå lyd.
Ifølge Naja Rosas pressemeddelelse udtrykker den nye single det farverige og mangfoldige liv, som Brooklyn er garant for. Sangerinden har ladet sig inspirere af bydelen Bed'Stuy, hvor hun bor, som blandt andet er området, hvor hiphop-artister som Jay-Z og Biggie er fra.
På Naja Rosas seneste album foretog hun et musikalsk roadtrip gennem USA's sydstater. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez modtog dette andet udspil med åbne arme, fem stjerner og beskrev malende, at "det er lige, så man kan smage støvet i halsen fra de amerikanske landeveje, når albummet sætter i gang med de råt rullende Down The Highway og Who Do You Love." Sangerinden har på det nye album altså valgt at betræde nye græsgange og har indspillet sangene i storbyen med fordybelsen sat i fokus.
De to tidligere plader udkom på det mindre selskab Zewski Music, men Naja Rosa skrev tidligere på året kontrakt med det store Universal Music. Samtidig med dette skift har hun teamet op med Brooklyn-produceren Frans Mernick, der på det seneste har arbejdet med blandt andet A$AP Rocky, Santigold og Lykke Li. Han har været tekniker og mixet det kommende album i henholdsvis Flux Studio og Vacation Island Recording, hvor navne som The Strokes, MGMT og Bat For Lashes har indspillet.
Hør Naja Rosas nye single "Game Over":