Future Islands: Har vi en dårlig dag, bearbejder vi det gennem musikken

I en sofa i et mindre backstage-lokale i Vega sidder de tre medlemmer af det amerikanske hitband Future Islands. Samuel T. Herring (sang), William Cashion (bas og guitar) og Gerrit Welmers (keys) er for tiden hyppige gæster i det danske land. For få dage siden spillede de under bøgetræerne i Skanderborg (læs GAFFAs anmeldelse), og nu er turen kommet til København, hvor de spiller to aftener i træk i et udsolgt Store Vega.

Aftenens lydprøve er netop veloverstået. Det gik noget hurtigere i aften efter gårsdagens koncert, fortæller Williams Cashion og Samuel T. Herring, mens Gerrit Welmers mest af alt forholder sig passiv i hjørnet af sofaen. Iagttagende, men uden synderlig deltagen i samtalen.

Future Islands har for få uger siden rundet deres koncert nummer 1000, siden bandet tog sin form tilbage i 2006. En koncert, de betragter som en milepæl i deres karriere, og som blev fejret med et stort anlagt show med gæsteoptrædener og venner og familie blandt publikum. Et travlt program har efterhånden bragt Future Islands verden rundt, men ét sted drømmer de stadig om at få lov til at spille; nemlig på månen.

– Gerrit tror ikke på, at der har været folk på månen, joker Samuel T. Herring.

Karrieren tog for alvor en drejning efter bandets og ikke mindst Samuel T. Herrings performance hos legendariske David Letterman sidste år. En performance, der fik musikere som Coldplay til at tweete tilkendegivelser som "We all love it". Med sin brystslående knytnæve, intense blik og den dødsmetalliske growlen har Samuel T. Herrings on stage persona efterhånden fået kultstatus, men det er noget, han selv tager helt roligt.

Hvad har gjort dig til den performer, du er i dag?

Samuel: – Jeg ved det ikke. Det er en del af, hvem jeg er, og gennem de mange shows, vi har lavet gennem årene, har jeg fundet ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. At performe er det samme som at træne foran et publikum.

Du er blevet kaldt for en af de mest karismatiske liveperformere i disse år. Hvordan er det at høre den slags?

Samuel: – Det er rart at få respekt for det, man laver. Alt, hvad jeg laver, er ud fra et ønske om at yde mit bedste, men det skal ikke forstås som værende en konkurrence med andre. Det er blot vigtigt for mig, at jeg hele tiden presser mig selv til at være den bedste udgave af, hvem jeg er.

Kan du blive ved med at presse dig selv til nye højder?

Samuel: – Nu må vi se, hvor længe mine ben og min stemme holder. Men min passion for mit arbejde som performer og musiker ændrer sig ikke.

Hvordan bliver du ved med at presse dig selv yderligere?

Samuel: – Der er mange ting, jeg kunne gøre for at blive bedre. Jeg kunne træne og tabe nogle kilo og blive mere fit. Jeg kunne få en stemmetræner, der kunne lære mig at synge korrekt og ikke ødelægge min stemme. Det lyder alt sammen rigtig godt, men det er ikke, hvem jeg er. Det er slet ikke det, vi som band og vores musik handler om, og det er væsentligt, at musikken reflekterer, hvem vi er hver især. Så det handler meget om, at jeg hver aften sletter tavlen ren for tidligere koncerter og i stedet koncentrerer mig om at gøre mit bedste. Men det er klart, at der er tider, hvor kroppen er træt, og vi er rigtig meget på tour, så det kan godt være hårdt.

Hvad gør I, hvis I har en dårlig dag, men skal optræde?

Samuel: – Det er okay at have dårlige dage, men det må ikke gå dig på. Det er måske sådan ved hver 6. eller 7. koncert, vi spiller, men så forsøger man at kanalisere den energi væk gennem musikken. Hvis jeg har ondt i ryggen eller føler mig trist, kan jeg enten vælge at være deprimeret eller bearbejde det med musikken og min optræden, og i stedet for at være en fysisk optræden kan det blive en virkelig god følelsesmæssig optræden. For mig er det selvfølgelig bedst, når det både er en fysisk og mental god optræden. En god fysisk optræden er sjov at se på, og en stærk følelsesmæssig optræden giver en anden form for intensitet, som giver kontakt med publikum. Men når jeg finder en blanding af de to, er jeg på mit højeste.

Du gav den gas til koncerten i Store Vega i aftes både fysisk og psykisk. Er det rigtig observeret, at du var rørt til sidst?

Samuel: – Ja, jeg græd. Jeg vil gerne kunne nå til det sted, hvor jeg kan græde foran publikum, og det skete i går, og det var et meget stærkt øjeblik for mig. Det er en vild følelse at føle sig så sårbar foran publikum.

Er der en koncert gennem årene, som I særligt husker i dag?

Samuel: – Den første gang, vi var i Danmark, var fantastisk. Vi spillede på Loppen (i 2012, red.), og det var et af de varmeste shows, vi nogensinde har spillet.

Det siger du ikke bare, fordi I er i Danmark nu?

Samuel: – Jo, jeg siger det til dig nu, fordi jeg sidder i Danmark. Men nej, det var en vild koncert. Der var stort set ingen ilt i rummet, og alle gik amok. Da vi ankom til landet, fandt vi ud af, at koncerten var udsolgt, og vi blev så overraskede, for vi troede ikke, at der var nogen, der havde hørt om os her.

Gerrit: – Roskilde Festival (i 2014, red.) var også sjov.

Samuel: – Ja, Roskilde var "awesome". Det var et af de største publikummer, vi har spillet for. Folk var så levende, og vi havde en fest.

Hvad foretrækker I – festivalkoncerter eller koncerter som dem her i Vega?

Samuel: – Vores egne shows. Her kan man bedre gøre, hvad man har lyst til. Når vi spiller på festivaler, bliver vi altid dirigeret til fx at skulle spille et upbeat-set, fordi der er en masse fulde mennesker. Men her har vi selv kontrol over tingene, og vi kan bedre opbygge en særlig følelse.

William: – Festivalkoncerter er cool, fordi man får muligheden for at spille for tusindvis af folk, som måske aldrig har hørt om os før. Det er sjovt at forsøge at vinde et nyt publikum. Men ellers er det ikke så fedt, som når vi er hovednavnet til en koncert.

Hvad er det mærkeligste, I har oplevet til en af jeres koncerter?

William: – Tidligere spillede vi en hjemmekoncert i Philadelphia, hvor det gulv, der var bygget op særligt til os, faldt sammen under os, fordi alle omkring os dansede så meget. Men vi blev selvfølgelig ved med at spille.

Hvad er det mærkeligste, en fan nogensinde har gjort under en af jeres koncerter?

Samuel: – Var der ikke engang en af os, der blev krammet af en nøgen person? Nu bliver jeg i tvivl om, om det nogensinde er sket.

William: – Vi har oplevet, at folk er hoppet op på scenen, mens vi spiller, for at trække mine stik ud og vælte Gerrits ting.

Samuel: – Engang var der en pige, der rev min trøje i stykker. Hun dansede op ad mig, som var jeg en polestang. Hun var virkelig fuld, og jeg forsøgte bare at få hende væk.

Fortsætter I med at turnere så meget?

Samuel: – Vi skal spille den næste halvanden måned, og så kan vi slappe af og gå i studiet og skrive nye sange. Det glæder vi os meget til.

Se Future Islands live fra Primavera Festival i Barcelona 2014: