Aarhus-bandet er klar med deres andet album efter fire år med 130 koncerter om året. Her fortæller de en af de vilde historier fra landevejen
Se en flot ny fotoserie med Go Go Berlin her
De sidste fire år har de fem drenge i Go Go Berlin spillet rundt regnet 130 koncerter om året. Nu er de aktuelle med deres andet album, "Electric Lives", og i den forbindelse har de givet et langt interview til GAFFA. Vi bringer her et uddrag i den mere underholdende afdeling:
Hvad med hele sex, drugs and rock 'n' roll-tingen? Er der nogle faldgruber, I har været gode til at undgå?
Emil (Rothmann, bas, red.): – Vi har simpelthen ikke råd til stoffer, og vi spiller så mange koncerter, at vi ikke har lyst til at drikke os fulde hele tiden. Men whiskey og grøn Cecil gør da helt sikkert noget godt for Christians stemme, haha!
Christian (Vium, forsanger, red): – Det er klart, at vi har prøvet mange ting, og der er da også masser af vilde historier, hvis det er det, du fisker efter, men lad os bare sige, at vi er gode til at balancere tingene.
Mikkel (Dyrehave, guitar, red.): – Hvis man er på festvognen hele tiden, så bliver det også kedeligt i længden. Det bliver som en tør bøf. Vi er gode til at holde festen, men vi er også gode til at vide, hvornår vi skal trække os. Vi lever på ingen måde et kedeligt liv – der er kraftedeme fart på – men vi ved også, at vi ikke bare kan lægge os ned i spruttønden. Vi er nødt til at vælge vores fester, og det er vigtigt at holde det balanceret.
Christoffer (Østergaard, trommer, red): – Meeeen vi kan da godt lige byde ind med en enkelt lille beretning fra de syv have, haha. Vi skal tilbage til en af vores tidlige dødsturneer, hvor vi tilbringer ti dage i en nipersoners bus ned igennem Europa. Vi er virkelig godt trætte og skal spille på et rock 'n' roll-hostel, der havde sin egen scene lige midt i Red Light District. Ejeren – en gammel brite – er helt oppe at køre, da vi kommer. Han er typen, der drikker Jägermeistershots fra klokken otte om morgenen, og han fylder også godt på os. Som en gestus – og fordi vi er de to eneste singler i bandet på det her tidspunkt – giver han mig og Anders (Søndergaard, tangenter, red.) det bedste værelse.
– Om aftenen spiller vi en god koncert for ikke særlig mange mennesker, fordi der vist nok er en eller anden promoter, der har fucket lidt op. Men det går godt, og vi møder en hollandsk pige, der er kæmpe fan. Hun kendte os i forvejen, og det synes vi egentlig er lidt mærkeligt, eftersom det er vores første besøg i Amsterdam. Nå, men hun følger os hele natten. Ejeren holdt en kæmpe privatfest for os på hotellet, hvor hun vælger at vente på os halvanden time ude på gaden.
– Efter nogle timer går jeg op i seng og lægger mig til at sove, for senere at vågne i chok, fordi jeg skal tisse helt vildt. Af en eller anden grund vælger jeg at gå ud af døren til gangen i stedet for ud på badeværelset, og jeg smækker mig simpelthen ude. Og for at det ikke skal være nok med det, lykkedes det mig efterfølgende at løbe ud på bagtrappen og smække mig ude der også. Jeg tager febrilsk i døren, men den vil bare ikke åbne. Alt er låst, og det er efterhånden blevet lyst udenfor. Jeg skal stadig tisse helt sindssygt, så jeg ender med at tisse på bagtrappen. Herefter får jeg blackout og står pludselig i en baggård bag hotellet – med blodige hænder, fordi jeg er kravlet over et eller anden kæmpe træport. I underbukser.
– Jeg har ingen mobil, og jeg er lidt rædselsslagen. "Det er bare løgn, det her!!", tænker jeg, som jeg står der midt i red light district klokken otte om morgenen i underbukser med blodige hænder, mens folk er på vej på arbejde. Nå, men der er kun en måde at håndtere det på, og det er ved at gå ind med løftet brystkasse gennem receptionen og lade som ingenting. Det gør jeg så, og da de spørger, om jeg har været omme på bagtrappen, benægter jeg det hårdnakket. Jeg kommer op på gangen igen og begynder at banke på værelsesdøren. Der sker ikke noget. Jeg banker videre. Hårdt og længe – indtil der er en af de andre gæster, der kommer ud og begynder at råbe ad mig, hvorefter jeg peger ned på mine bloddryppende hænder og forklarer, at jeg bare gerne vil ind at sove.
– Jeg banker videre i en halv times tid, og endelig går døren op. Hvem der åbner? Det gør såmænd den hollandske pige kun iført dyne. Og så ved jeg jo godt, hvorfor Anders ikke lukkede op… På gulvet ligger Mikkel til gengæld og sover. Det plejer han af en eller anden grund at synes er hyggeligt. Vi lægger os til at sove, Anders, pigen og jeg i sengen og Mikkel på gulvet. Da jeg vågner to timer senere, ligger pigen pludselig ved siden ad mig og prøver at være sammen med mig… Det er vores første rigtige groupie-oplevelse, og den dag i dag er pigen faktisk forsanger i et ret succesfuldt hollandsk band. Ja ja, sådan kan det gå, når kroppen er ødelagt efter ti dage i en lille bus.
