x

HENRIETTE SENNENVALDT-INTERVIEW: "Jeg er nok generelt langsom"

HENRIETTE SENNENVALDT-INTERVIEW: "Jeg er nok generelt langsom"

Den tidligere Under Byen-sanger Henriette Sennenvaldt er tilbage med sit første soloalbum efter seks års pause fra offentligheden. Teksterne er denne gang på engelsk, og inspirationen kommer blandt andet fra jazz og amerikansk begravelsesmusik på en udgivelse, der dyrker mellemrummet mellem tonerne.

Tilbage i 00’erne var Under Byen et af de mest roste danske orkestre. Klaver, strygere, inspiration fra folkemusik og klassisk og Henriette Sennenvaldts særegne vokal, der bevægede sig fra noget nær hvisken til ekspressiv sang og hendes meget poetiske tekster var nogle af de gennemgående elementer. Bandet fik roser af anmelderveteranen David Fricke fra Rolling Stone Magazine, der så dem på Spot Festival, hvilket banede vejen for både pladekontrakt i Canada og international turnévirksomhed, trods danske tekster.

Imidlertid gik gruppen hver til sit i al stilfærdighed efter deres sidste koncerter i 2014 oven på fire studiealbum og en liveplade, og siden har man intet hørt fra Henriette Sennenvaldt bortset fra en optræden til Aarhus Festuge i 2014, hvor hun fremførte en række nye, engelsksprogede sange. Nu er hun så omsider klar med sit første soloalbum, Something Wonderful, hvor teksterne også er på engelsk, og i den anledning har GAFFA mødt hende på hjemmebanen på Vesterbro. Da vi har lagt mundbindene og givet albuehilsen, er det oplagt at spørge, hvorfor Under Byen egentlig stoppede.

– Der var nogle, der havde lyst til at stoppe i Under Byen, der var andre, der havde lyst til at fortsætte. Det var tid til at gøre noget andet. På den nye plade synger jeg på engelsk i modsætning til tidligere. Det skete helt intuitivt. Når man skifter sprog, kommer der jo nogle andre lyde, og allerede der får man mange ting forærende. Det er som at få et nyt instrument.

– Det danske sprog føltes heller ikke længere relevant som projekt. Da vi startede med Under Byen, var Katrine (pianist og komponist Katrine Stochholm, i dag solist, red.) og jeg meget idealistiske omkring det danske sprog, som vi ville dyrke som en modvægt til den amerikanske kulturimperialisme. Vi ville gerne være tætte på os selv og intime og trække på en folke-inspiration. Det var ikke på samme måde nødvendigt 20 år senere, hvor jeg omvendt syntes, der var en tendens til nationalromantik, som jeg gerne ville undgå. Det var en kamp, jeg var færdig med.

Rummet mellem tonerne

Sangene på Something Wonderful er indspillet i både Chicago, London og København over en periode på tre år. De er alle temmelig langsomme, endnu mere end Under Byens sange generelt var det, og det har Sennenvaldt følgende forklaring på: 

– Jeg er nok generelt langsom, tror jeg. Det var interessant at udforske rummet imellem tonerne. Der opstår et mulighedsrum, som kan presses, til det næsten ikke eksisterer. Det er spændende, når man trækker musikken så langt ud, at man kommer i tvivl om, hvornår noget er lyd, og hvornår der er et groove. Det er noget af det mest interessante ved musik. Hvornår er det der, hvornår er det der ikke?

Musikalsk er Something Wonderful især præget af mange blæserinstrumenter, og også dette er nyt landskab for Sennenvaldt.

– Jeg tror, jeg valgte at arbejde med blæsere, fordi det er noget, jeg ikke har gjort tidligere. Og lyden af blæsere ligger ret tæt på en stemme. Deres materialitet minder om den, en stemme har. Det gør dem ekstremt intime, især træblæserne, altså saxofon og klarinet. Jeg var i Texas på et tidspunkt, og dér oplevede jeg nogle marching bands ved nogle begravelser, som var meget inspirerende, for de spillede virkelig på et vildt sofistikeret plan. Det er interessant med sådanne processioners musikalske udtryk, at det formår både at sørge og fejre et menneske. Det er rørende.

En bestemt saxofonist har særligt inspireret Henriette Sennenvaldt, fortæller hun.

– På et tidspunkt var der en ven, der gav mig Ornette Colemans album The Shape of Jazz to Come (fra 1959, red.), som inspirerede mig meget. Der var en melodi, ”Lonely Woman”, der havde et tonesprog, hvor han undgik at falde i nogle melodiske faldgruber, som jeg havde en stærk aversion mod på det tidspunkt, og som jeg ikke syntes, jeg kunne komme væk fra. Det syntes jeg var rørende. Før det havde jeg ikke hørt ret meget jazz.

Vil du egentlig kalde musikken på dit nye album for jazz?

– Nej, men jeg ved heller ikke ret meget om jazz, så jeg er nok ikke den rigtige til at udtale mig om det. Vil du kalde det jazz?

– Hmmm … måske jazz med bindestreg til noget andet. Indie-singer-songwriter-jazz, måske.

– Okay, siger Sennenvaldt og fortsætter: 

– Af en eller anden grund begyndte jeg på et tidspunkt at gense en masse Disney-film og musicals fra Technicolor-tiden (1920’erne til 1950’erne, red.), som jeg havde set meget som barn med min oldefar, og musikken derfra syntes jeg også var meget inspirerende. Hele det henførte, romantiske udtryk i denne periode af Hollywood var interessant.

Hvordan skriver du dine sange?

– Jeg går en tur og lytter dem frem inde i mig. Og går så igennem en tåkrummende og Storm P-agtig proces, hvor jeg prøver at fortælle de mennesker, jeg arbejder sammen med under indspilningen, hvad jeg hører, når jeg skriver. Jeg skriver teksterne først, og så musikken bagefter, enten på klaver eller ved computeren, men så skriver jeg teksterne om, så tekst og musik følges tæt ad. 

Der er ikke rigtigt nogen omkvæd i dine sange, hvorfor ikke?

– Ja, det kom jeg til at tænke over bagefter, griner Sennenvaldt. – Jeg syntes, det var interessant at lave sange, der musikalsk fulgte tekstens udvikling, også selvom det blev lidt vaklende, eller kom ud på et sidespor eller endte et andet sted, end det startede. Jeg prøvede at få andre værdier ind i kompositionerne end den afrundede form med for eksempel et omkvæd. Men jeg har skrevet nogle sange senere, og der har jeg prøvet at skrive et godt omkvæd. Måske er det lykkedes.

Interesseret i romancen

Teksterne på Something Wonderful er, ligesom de tekster, Sennenvaldt skrev til Under Byen, hverken præget af rim eller fast rytme og minder mindst lige så meget om digte som om sangtekster. Om den lyriske inspiration fortæller hun:

– Jeg er interesseret i romancen, altså idéen om det romantiske udtryk: skrift, billede, musik. Det er en kæmpestor del af vores verden, hvad enten vi søger mod det eller tager afstand fra det. Jeg er også interesseret i, hvilke former for fraseringer der udtrykker idéen om romantik. Jeg hørte jazz fra 40’erne og 50’erne, der udtrykte det, en bestemt vibrato. Ordet og måden, et ord siges på, er jo et samlet udsagn. Der er forskel på ordet og fraseringen, og samlet er de en tredje ting. Sangene er alle sammen skrevet i vi-form, for jeg syntes, jeg på det tidspunkt havde svært ved at skrive som et samlet jeg. Jeg kunne ikke sige, at jeg var et samlet jeg, så hvis jeg ville sige noget, der var sandt, måtte jeg skrive som et vi. Ellers følte jeg, jeg løj. 

– I sangen ”Nothing Strange” har jeg i øvrigt fået lov at låne noget fra forfatteren Rasmus Halling Nielsen, nogle linjer fra hans bog Også. Da jeg læste dem, tænkte jeg, at det er da den smukkeste popsang, der nogensinde er skrevet. Titlen Something Wonderful kommer fra sangen ”Clumsy”. Idéen om romancen er drevet af længslen efter det vidunderlige, efter at engagere sig ud af sig selv. Titlen kan sige noget om hvad som helst, man kan længes efter. Det er et længselsudtryk.

Tilbage i 2004 medvirkede Sennenvaldt på Nephew-sangen ”Blå & Black” på albummet USADSB, der solgte over 100.000 eksemplarer, hvilket er langt mere, end hun nogensinde har gjort med Under Byen. Det nye album lyder, alle kvaliteter ufortalt, ikke ligefrem, som om det er proppet med radiohits. Har Sennenvaldt aldrig haft lyst til at lave mere poppet og lettilgængelig musik?

– Nej. Jeg har ikke noget principielt mod poppet musik, og jeg har da også lavet noget i udkanten af det, vi kalder popmusik, men jeg tror ikke, jeg har helt kontrol over, hvad jeg kan lave af musik. Det er lidt ude af mine hænder.

Something Wonderful bliver udsendt på det canadiske pladeselskab Paper Bag Records, som også udgav de to sidste Under Byen-plader internationalt. Sennenvaldt håber at kunne komme til at turnere med de nye sange, men indtil videre er alt oppe i luften grundet corona-pandemien.

Det er i øvrigt temmelig nyt for Henriette Sennenvaldt at give interview. Tilbage i Under Byen lod hun ofte andre medlemmer af gruppen gøre det.

– Det var svært at give interview. Jeg følte, at jeg fik mit værk til at fremstå mindre, end det var ved at sidde og tale om det. Jeg kom til at sige idiotiske ting om noget, jeg havde givet mit hjerte til. Vi var et band, og der var andre i gruppen, der var bedre til det, og så kunne jeg tillade mig at lade være med at deltage i det og stadig være tro mod vores projekt. Men nu har jeg jo ikke nogen, der kan gøre for mig, griner hun.

Uddannet på Forfatterskolen

Henriette Sennenvaldt er autodidakt som musiker, men til gengæld er hun uddannet inden for en anden kunstart. Hun gik nemlig på Forfatterskolen fra 2009-2011, sideløbende med at hun sang i Under Byen.

– Jeg søgte ind på Forfatterskolen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg var simpelthen desperat. Og så var der en ven, der anbefalede det. Det var meget inspirerende at gå der, fordi jeg mødte så mange spændende, intelligente, uddannede mennesker, der kom fra hjem med bøger og samtaler over spisebordet, som vidste noget og havde meninger om verden. Det var mindblowing. Jeg holdt dog helt op med at skrive, mens jeg gik der, fordi jeg blev så chokeret over at opdage, at verden fandtes. Men jeg fik da en ambition om at blive en bedre tekstforfatter, og jeg fik læst meget.

Men du har ikke udgivet noget tekst i bogform, siden du blev færdiguddannet?

– Nej, jeg skriver til min stemme.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Tidligere Under Byen-sanger leverer hjerteblod på krævende og forførende udspil


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA