x

Yoav – Den innovative israeler

Yoav – Den innovative israeler

Takket være to herrer, som Yoav er på identisk fornavn med – Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, også kendt som De Sorte Spejdere fra P3 – fik den israelsk-fødte singer-songwriter et regulært gennembrud i vort lille land. Det skyldtes ikke mindst nummeret "Club Thing" fra debutalbummet "Charmed And Strange", som udkom i 2008.

Nu er Yoav, der er opvokset og forstat bor i Sydafrika, aktuel med opfølgeren. Den har fået titlen "A Foolproof Escape Plan", og den viderefører Yoavs innovative musikalske strategi. Denne består frem for alt i aldeles kreativ brug af den akustiske guitar, ud af hvilken langt de fleste af albummets lyde er opstået. Både i studiet og ved sine koncerter gør Yoav sig som imponerende ekvilibrist takket være sine loops, beats og effekter, og han har vist sig svær at genrebetegne med megen præcision.

GAFFA fik indstillet kommunikationssatelliterne til at opfange et signal 10.000 kilometer borte i sydgående retning – nærmere betegnet Cape Town, hvor Yoav sad klar til at fortælle om sin musik, sit liv og forholdet til Dannevang.

De Sorte Spejdere faldt for din musik og bidrog betydeligt til din succes her i Danmark. Hvor stor betydning tror du, traditionelle radioprogrammer har nu om stunder?

– Jeg tror stadig, de er virkelig vigtige. I de fleste af de lande, hvor jeg sælger godt, har der været en radiokanal a la P3 med De Sorte Spejdere, der er begyndt at spille min musik. Der er selvfølgelig flere forskellige ting, der kan ske. Folk kan se dig i det rette øjeblik i et tv-program, i en film, eller det kan skyldes det rette stykke journalistik – og alle de ting hjælper. Men interessant radio kan helt sikkert få folk til at falde for en sang.

Har du haft nogle overraskende oplevelser i forhold til de nye medier?

– Det mest overraskende har været, hvordan min første plade fandt vej til radioen. At en fyr på en radiokanal opdager min MySpace-side, ripper et nummer derfra og spiller det. Ud af det blå blev jeg lige pludselig populær i et land, hvor jeg aldrig troede, at jeg ville blive populær. Det er ret fedt.

Du spillede i Danmark syv gange i forbindelse med dit sidste album, blandt andet en udsolgt koncert på Store Vega. Er et dansk publikum anderledes end andre?

– Alle steder har deres egen stemning. Nogle steder er det svært at få folk til at lytte, men når de så gør, gør de det til en fest. Andre steder er det nemt at få dem til at lytte, men så er de til gengæld meget reserverede. De bedste steder er folk virkelig fokuserede, samtidig med at de har det sjovt og giver en masse energi tilbage, og sådan har det altid været i Danmark. Vega-koncerten var min største koncert som hovednavn på det tidspunkt, og det har generelt bare været virkelig rart at spille i Danmark.

Har du nogle særlige minder fra Vega-koncerten?

– Ja, mand. Det var helt vildt, da jeg gik af scenen – alle folk råbte mit navn og bankede i gulvet! Det var virkelig fedt.

En outsiders perspektiv

Hvor vigtigt er det for din identitet som musiker, at du har israelske og sydafrikanske rødder?

– Jeg tror, det vigtigste aspekt er, at jeg føler mig som en outsider. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg passer ind i Israel, men som israeler i Sydafrika passer jeg heller ikke helt ind dér. Heller ikke bare som hvid i Sydafrika. Og når jeg så krydser Atlanten, så passer jeg heller ikke ned i nogen kasse, og så er jeg bare den her underlige fyr. Så jeg kan se tingene lidt udefra – med et lidt anderledes perspektiv, end hvis jeg nu var fra de rå gader i Manchester, eller hvis jeg havde arbejdet mig op gennem musikmiljøet i Brooklyn.

Synes du, din musik udtrykker stemninger fra Israel og Sydafrika?

– Der er et rytmisk element, som muligvis er ret afrikansk, og folk har påpeget, at der er et dystert, mellemøstligt mol-element rent melodisk. Jeg lytter ikke til ret meget israelsk musik, men jeg har klaret mig godt i Grækenland og Tyrkiet og nogle steder i Østeuropa, og det, folk lader til at falde for, er det melodiske aspekt af min musik.

Da du var ni, sneg du dig over til dine naboer og hørte Wham! og OMD – men hvilke album var de første, der virkelig greb fat i dig og overbeviste dig om, hvad musik kan være, når det er allerbedst?

– I den alder betød Paul Simons "Graceland" meget for mig, og den er jo meget afrikansk. Det førte mig naturligvis til Simon & Garfunkel og deres Bridge Over Troubled Water, der var det første album, jeg fik lov til at eje – for de blev anset for at være relativt seriøse. Og efter det begyndte jeg at lytte til The Beatles, og det var virkelig stort for mig. Især "Sgt. Pepper". Så jeg fik fat i alle Paul Simon-plader og alle Beatles-plader.

I sin anmeldelse af din sidste plade roste vores redaktionssekretær den og kaldte dig "the missing link mellem Justin Timberlake og José Gonzalez". Er du tilfreds med den beskrivelse?

– Joh, det minder meget om en anden, jeg har hørt – Timbaland og Damien Rice. Det er den elektroniske pop kombineret med en akustisk guitar. Men problemet er, at folk har tendens til at definere en kunstner ud fra en enkelt sang, og når jeg hører "Club Thing", så kan jeg sagtens høre, at det lyder som et Justin Timberlake-nummer fremført af José Gonzalez. Men så har andre folk lyttet til "Adore Adore", og de siger, at jeg lyder som en akustisk version af Nine Inch Nails, og så har folk hørt "Yeah, The End", og så synes de, jeg lyder som Beck.

Nødvendigheden af det nye

I forhold til at dit album kræver brug af mekanisk lydende termer som loops og beats, så synes jeg, det lyder det meget organisk. Er det rimeligt at sige?

– Ja, især i forhold til det foregående album. Det er i høj grad på grund af min producer (Joey Waronker, red.). Jeg har været meget perfektionistisk i forhold til vokalerne, men han pressede mig til at prøve at gøre det rigtigt i første forsøg. Det giver en mere rå lyd, og sådan er beats'ene også. Så ja, jeg er enig, det er en meget organisk plade.

Du har fået ros for dine imponerende one man-shows, hvor du benytter dig af diverse loops og effekter. Hvem har været dine primære inspirationskilder i forhold til at udvikle denne måde at optræde på?

– Faktisk ikke så mange guitarister. Det har mere været dj's. Og Zakir Hussain, en fantastisk tabla-spiller (en indisk tromme, red.), som har inspireret mig meget rent rytmisk. Noget jeg øver mig meget på, er at kunne lave overgange fra et nummer til det næste – sådan som en dj kan gøre det, men bare med en guitar i stedet.

Du er også blevet rost for at nedbryde genrer med din musik. Hvor bevidst har det været? Har du bare gjort, som du har haft lyst til, eller har du virkelig prøvet på at gøre tingene på en anderledes måde?

– Det er en blanding mellem de to. Jeg er bestemt tilhænger af, at man gør, som man har lyst til, så man får sin egen lyd. Det er meget vigtigt for mig. Jeg lytter til alle mulige genrer – hiphop, elektronisk musik, pop og rock. Og så laver jeg beats, som jeg så skriver ud fra, og jeg ender med at blande alt det, jeg lytter til, sammen, og det får musikken til at lyde anderledes. Der er det her Picasso-citat, hvor han siger til andre kunstnere, at hvis du ikke skubber tingene fremad, så holder du dem tilbage. Og det synes jeg er vigtigt, og det er det, der holder musikken i live. At blive ved med at genbruge ting, der blev lavet i 60'erne og 70'erne, er fint nok, og det kan være en modedille for en stund – men der pustes først liv i musikken, når man skaber noget nyt.

Du bliver, hvad du spiller

Du har tidligere givet udtryk for din kærlighed til livet og alle oplevelserne, kulturerne og kunsten, det har at byde på. Har nogen nogensinde anklaget dig for at være for glad?

– Haha, nej, aldrig! Folk synes, at min musik er ret dyster og melankolsk. Den nye plade er lidt mere positiv og opløftende, selv om den stadig er dyster sine steder. Men dyster og romantisk er min foretrukne kombination rent musikalsk. Grundlæggende er det nok positivt, men afgjort med et melankolsk islæt. Det er rart, når der er lidt af det hele – at der ikke bare er én stemning hele vejen igennem et album.

Finder du det nødvendigt at få melankolien ud gennem musikken, så du kan være glad i dit øvrige liv?

– Når du når det punkt, hvor du spiller dine melankolske sange hver eneste aften, bliver du ikke nødvendigvis et gladere menneske, for du fremkalder de følelser hele tiden, og det påvirker dig. Hvis du nu er Trent Reznor og spiller i Nine Inch Nails, som jo er ret vred musik, så tror jeg det har indvirkning på, hvordan du er. Det er jo fantastisk for de folk, der bare oplever det en enkelt aften, for de får afløb for deres egen vrede, men det er jo noget, den optrædende så tager på sig.

Tror du, Mika er virkelig glad så?

– Det er et godt spørgsmål! Jeg kender ham ikke så godt, men måske vil han hellere være popstjerne, end han vil kommunikere ting ud på samme måde, som Trent Reznor eller Thom Yorke gør det.

Hvordan har du det med, at musik – og måske kunst i al almindelighed – ofte opstår ud af negative følelser?

– I forbindelse med denne plade havde jeg ingen sange til at begynde med. Men jeg gennemlevede et virkelig voldsomt brud med en kæreste, som også skete meget pludseligt, og med ét væltede der fire sange frem, og snart to mere. Den første var "Spidersong". Lige så snart bruddet var sket, gik jeg udenfor med min bærbare og min guitar, for jeg vidste, at jeg ville kunne komme ud med nogle ting, og den sang trillede bare ud. Og den er meget dyster, men jeg elsker at spille den. Jeg får det godt af det. Jeg sendte den til min eks-kæreste, og hun begyndte at græde! Men som sangskriver, så gør jeg brug af de øjeblikke, og desværre betyder det, at man aldrig helt giver slip på dem, fordi man hele tiden minder sig selv om dem.

Kamæleonen i vampyrjakken

Hvad er din yndlingsbeklædningsdel?

– Det er den her jakke, som jeg købte, efter jeg havde fået min første pladeselskabscheck. Det var første gang, jeg nogensinde bare gik forbi et butiksvindue og så tænkte, at dén ville jeg have – og så bare købte den, selv om den var dyr! Det er en Hugo Boss-jakke, og jeg ligner lidt en vampyr, når jeg har den på. Den er lidt lang og militær-agtig i det, og jeg går med den hele tiden, og jeg bruger den også som tæppe i lufthavne. Jeg har den med mig overalt!

Hvad betyder image for dig?

– Det er noget, jeg tænker meget over, og jeg prøver på ikke at lade mig definere for nemt. Jeg kan godt lide at kunne bevæge mig mellem forskellige grupper af mennesker, fester og musikgenrer, og på den måde er jeg måske lidt en kamæleon. Men jeg synes også det er vigtigt at have et genkendeligt image eller udseende. Nogle mennesker er mestre på det punkt – måske er de ikke så dygtige rent musikalsk, men de klarer sig fint, fordi de ved, hvordan de skal håndtere deres image.

Hvor meget tid bruger du dagligt på nettet?

– Typisk en halv til en hel time. Jeg er nødt til at gå ind på MySpace, Twitter, Facebook og en masse andre ting.

Hvad er dit yndlingswebsite?

– Der var én, der fortalte mig om et virkelig sjovt ét den anden dag. Det hedder "Fuck My Life"! (fmylife.com, red.) Folk skriver om alle mulige grumme ting, der er sket for dem. Der er mange fede musiksites – for eksempel Last.fm – så kan jeg lytte til alle de kunstnere, jeg vil. Og jeg kan godt lide at snage rundt og se, hvor folk, der lytter til min musik, kommer fra, og hvornår de lytter til den. Det er ret sejt. Så er der lige én fra Indonesien, og en anden fra Brasilien og så videre.

Hvis du kunne tvinge alle folk i hele verden til at gøre én ting i fem minutter, hvad ville du så bede dem om at gøre?

– Om at vågne op! Vågn op! Jeg ville få dem til at indse, at vi alle sammen hænger sammen. Det ville være fedt, hvis de kunne indse det – bare i fem minutter.

Hvad var dit første job?

– Det var som guitarlærer i et par måneder, mens jeg gik i gymnasiet. Det var ret fedt. Folk ville mere end noget andet gerne lære at spille Nirvana-sange og sådan noget, så det var jeg nødt til at lære mig selv først.

Hvilket job ville du have, hvis du ikke var musiker?

– Godt spørgsmål. Jeg kunne godt tænke mig at være forfatter, men det er jo lidt det samme som det, jeg laver nu. Jeg ville nok være nødt til at tage ud og rejse i omkring et år for at kunne komme med et godt svar – forhåbentlig bliver et jobskifte dog ikke aktuelt!

Yoavs musikbarometer

Yndlingssang for tiden:
Kid Cudi: The Pursuit Of Happiness

"Han har brugt dubstep til at lave et popnummer. Jeg elsker beatet, og omkvædet er fantastisk. Af og til er der en sang, som jeg virkelig ville ønske, jeg havde skrevet – og jeg kunne totalt have skrevet den sang – men det gjorde jeg ikke!"

Hadesang for tiden:
Gabriella Cilmi: On A Mission

"Den bryder jeg mig virkelig ikke om! Men jeg er ikke så glad for at tale grimt om andre kunstnere, for en dag er der bare én, der taler grimt om mig."

Guilty pleasures:
Rihanna og Black Eyed Peas

"Jeg kan godt lide en hel del Rihanna-sange. Jeg hadede Black Eyed Peas i lang tid. Der var nogle af deres sange, jeg slet ikke kunne håndtere – men nu kan jeg pludselig godt forstå dem. Jeg ved ikke, om jeg ville bruge penge på dem, men jeg kan i hvert fald godt nyde dem."

Yndlingskunstner:
Björk

"Hun har altid tilført verden massevis af integritet og rendyrket kærlighed, især når man ser hende live. Hun gør altid tingene på en ny måde. Jeg så hende optræde nogle aftener i træk i London, og det var et helt nyt sæt hver aften. Det ser man ikke så tit, så hun har haft stor indvirkning på mig. Det ville være rart, hvis der var flere folk som hende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA