Nyhed

Patina varmer op for danske popstjerner

GAFFA.dk - alt om musik

Når Alphabeat til foråret drager på en omfattende danmarksturné, bliver det med Patina som support.

Frembrusende Patina triumferede under P3s talentkonkurrence KarriereKanonen på Smukfest i år. Nu skrives næste kapitel i det lovende bands fortælling med, hvad der klart må anses som bandets mest profilerede booking til dato. Gendannede Alphabeat pegede tidligere på året på pop-trioen til at påtage sig rollen som opvarmningsact til deres to koncerter den 23. og 30. november i henholdsvis Aarhus Congress Center og K.B. Hallen i København. Nu har Alphabeat endnu gang udvalgt netop Patina – denne gang på den ti-stop store turné til foråret.

LÆS OGSÅ: Første vinder af karrierekanonen er fundet


Patina er oprindeligt et tremandsband bestående af svendborgenserne Gregers, Mads og Søren, men var under liveseancerne på Smukfest flankeret af yderligere fire musikanter. 

De udgav deres første single i oktober sidste år, og i kølvandet på KarriereKanonen-succesen følger efter bandets eget udsagn en ep, som de gerne vil have på gaden inden 2020. 

Mens Patina for de fleste stadig må formodes at være et ubeskrevet blad, kan det samme næppe siges om Alphabeat. En rolle som en af de bærende grundpiller i det danske poplandskab i slutningen af 00'erne blev i starten af 10'erne vekslet til en længere dvale. En dvale, der blev afsluttet med først deres koncerter under Grøn Koncerts faner i sommer, siden med singlen "Shadows", som stemplede ind på top 10, 22 uger i træk, på den danske airplay-chart, og endelig med comebackalbummet Don't Know What's Cool Anymore.


LÆS OGSÅ: De fantastiske seks har ladt konfettikanonerne. Igen.

Hovedactet selv velkommer samarbejdet med åbne arme:

– Vi har fulgt Patina længe, og er kæmpe fans af de her gutters fandenivoldske og afvæbnende positive udstråling på en scene. Det er ærligt og ægte. Og Patina skal opleves live! Vi er sikre på, at man kommer til at mærke deres energi helt ude på de allerbagerste rækker!


– Armene er svære at få ned. Det her bliver stort. Vi omfavner muligheden og glæder os til at bidrage med et medrivende, nærværende og energisk supportshow, siger Patina.

GAFFAs anmelder var godt tilfreds med både Alphabeat og Patina, da de to bands optrådte i Aarhus i november.

LÆS OGSÅ: Et skud poplykke lige midt i solar plexus


Alphabeat og Patina kan opleves følgende steder:

31/01 Aalborg, Skråen

01/02 Herning, Fermaten                                


07/02 Roskilde, Gimle

08/02 Køge, Tapperiet

14/02 Holbæk, Elværket


15/02 Rødovre, Viften

21/02 Vejle, Bygningen

22/02 Odense, Posten


28/02 Silkeborg, Kedelhuset

29/02 Kolding, Godset

Patina drager i øvrigt på deres egen turné i 2020. En tour, der ruller forbi føgende steder:


Torsdag d. 16. april: Aabenraa, Nygadehuset

Fredag d. 17. april: Aalborg, 1000Fryd

Lørdag d. 18. april: København, Hotel Cecil


Torsdag d. 23. april: Sønderborg, Mejeriet

Fredag d. 24. april: Horsens, Kulisselageret

Lørdag d. 25. april: Odense, Kulturmaskinen

ANNONCE