Nyhed

Morrissey-forfatter roser koncert

Jesper Sørensen var gæsteanmelder og var særdeles positiv overfor Morrisseys koncert i Odense

Den danske journalist og Morrissey-fan, Jesper Sørensen, udsendte i maj bogen "Alle Dage Er Som Søndag", der både kortlægger Morrisseys opvækst og tiden i The Smiths og samtidig indeholder interviews med danske fans. Derfor havde GAFFA bedt forfatteren stå klar med anmelderblokken, da den 50-årige sanger gav koncert på Posten i Odense.

Den udsolgte koncert bød både på en lang række sange fra The Smiths-tiden samt materiale fra den lange solokarriere, og ifølge anmelderen var der ingen spor af de halsproblemer, der har fået Morrissey til at aflyse flere koncerter på denne turné. Men ifølge GAFFAs anmelder var ikke kun sangeren, men også bandet i topform mandag aften.

"Den som altid storsyngende, selvmedlidende og rituelt skjortesmidende Morrissey er solen i dette alternative univers. Men mere end nogensinde før har han et stærkt sammentømret band i ryggen. Så drop drømmene om et genforenet The Smiths, for det sker aldrig, og sangene bliver ikke bedre end i aftes".


Morrissey gæster København 17. juni, hvor han skal spille en udsolgt koncert i KB Hallen.

Læs hele anmeldelsen af Morrissey-koncerten i Odense.

ANNONCE