Nyhed

Endelig nyt på vej fra Sufjan Stevens

Han er dog endnu ikke klar med en regulær udgivelse, men udsender i stedet en hyldest til en motorvej

Siden Sufjan Stevens i 2005 udsendte sit seneste regulære album "Illinois" er der kommet to opsamlingsudgivelser ("Avalanches" og "Songs For Chrismas") samt en lang række kollaborationer og sange til opsamlings- og hyldestplader. Han er desuden involveret i en genindspilning af sit andet album "Enjoy Your Rabbit" med titlen "Run Rabbit Run", og nu kommer der en hyldest til motorvejen Brooklyn-Queens Expressway.

I 2007 blev Sufjan Stevens hyret af Brooklyn Academy Of Music til at skrive musik til Next Wave-festivalen, og i november 2007 optrådte han tre aftener med showet The BQE, hvor 36 mand inklusive musikere og hulahoop-dansere optrådte foran en filmisk hyldest til den amerikanske motorvej.

Nu udsendes musikken fra showet i en ny boks, der også inkluderer en dvd med den film, Stevens indspillede til forestillingen. Der er desværre ingen optagelser af selve showet, men boksen inkluderer dog en bog med billeder og en 3D-skive til en Viewmaster.


Boksen kommer naturligvis også i en deluxe-udgave med en vinylversion samt en tegneserie, der handler om hulahoop-danserne Hooper Heroes.

"The BQE" udsendes 20. oktober.

ANNONCE