Nyhed

Forynget Red Hot Chili Peppers klar til Herning

Forud for koncerten i Jyske Bank Boxen har vi fanget RHCP på hjemmebane i Los Angeles

Fredag den 14. oktober gæster Red Hot Chili Peppers en pt. næsten udsolgt Jyske Bank Boxen i Herning med deres tiende album, "I'm With You" i ryggen og en ny, ung guitarist, Josh Klinghoffer, i folden. GAFFA fangede dem i sommer på hjemmebane i L.A.

Josh Klinghoffer er glad for sin ny rolle i Red Hot Chili Peppers. Han udskiftede bandets tidligere guitarist i oktober 2009. Selvom det ikke er nemt at skulle træde i John Frusciantes sko – manden, der både skrev sange til og spillede på prominente Red Hot Chili Peppers-albums som Blood Sugar Sex Magik fra 1991 og Californication fra 1999 – mener Josh Klinghoffer selv, at han er mand nok til det. Selvom den nye guitarist kun er 31 – og dermed 17 år yngre end bandets forsanger Anthony Kiedis – har han allerede spillet med Beck, PJ Harvey, Sparks og Cee Lo Green fra Gnarls Barkley. Så frontmanden for Red Hot Chili Peppers siger spøjst nok, at det er ham, der skal leve op til en hel del for at stå mål med deres nye guitarist.

"Det er da vist ingen, der tænker over, vel?" spørger han næsten forsvarende over for sit nye bandmedlem, men det er klart, at det er den 48-årige forsanger, der har bukserne på – et par sorte og meget stramme eksemplarer af slagsen. Efter flere år med et stort stofmisbrug ser den næsten sorthårede sanger sund, ligevægtig og veltilfreds ud. Han virker som om, han har nydt rigeligt af de californiske bølger og sol, som skinner lige nu på Santa Monica Beach uden for hotelværelset. Han er solbrun og desuden slank og veltrænet under den hvide T-shirt med på skriften "OFF", mens den nye guitarist ser en smule mindre veltilpas ud med sit uglede, drengede strithår, som om han lige skal vænne sig til sin nye position i et band med en meget lang forhistorie.


I har eksisteret siden 1970'erne. Er det svært at blive ved med at være fornyende og friske?   

Anthony: – Det kunne godt være tilfældet, hvis vi ikke havde Josh Klinghoffer i bandet. Det var en af de karmiske glæder på et tidspunkt, hvor det kunne være svært at forblive friske. Da John (Frusciante, red.) valgte at foretage sig noget andet, gav det os mulighed for at blive frisket op igen.

Hvad gjorde udslaget, at John ønskede at starte på noget andet?

Anthony: – Måske ville han selv begynde på en frisk, og måske lå det i hans baghoved, at vi også skulle have mulighed for at begynde på en frisk.


Så det var nærmest et brud, der kom alle til gode?

Anthony: – Ja, det var et meget behageligt brud. 

Som en lykkelig skilsmisse?

Anthony: – Det var ikke engang en skilsmisse. Det var mere: "mission accomplished, go rock out!"

Josh, hvordan har du det med at skulle træde i Johns sko? Er det på nogen måde intimiderende?


Josh: – John er en fantastisk person og en fantastisk musiker, og jeg ville aldrig kunne træde i hans sko. Det er en ære at spille sange, som han var med til at skabe. Men jeg tænker ikke på det på den måde, for så ville jeg blive vanvittig. Det ville være forkert at sige, at jeg er ligeglad med, hvad folk tænker, for det passer ikke. Jeg vil selvfølgelig gøre mit arbejde så godt, jeg kan og gøre alt for, at musikken bliver levende. Vi føler, at vi har startet noget nyt sammen, og det har ikke været andet end glædeligt, positivt og sjovt.

Hvordan ændrer det bandets identitet? 

Anthony: – Vores identitet? Vi har ikke rigtigt et identifikationskort….


Ok så. Hvordan ændrer det jeres dynamik?

Anthony: – Heldigvis har den forandret sig. Det havde vi brug for. Josh er en meget særpræget musiker, og han kommer med en bestemt farve, lyd og vibration, og vi kunne alle sammen forholde os til dette, inden vi spillede sammen. Vi beundrede Josh og respekterede ham, og vi havde allerede spillet med ham. Vi var heldige, at han var til rådighed og villig til at opleve vores band. Det er svært at sige, hvad det betyder for vores bands identitet, for den formes stadig, men indtil videre passer vi godt sammen og har det fedt. Jeg tror, at vi har genopfundet bandet på den bedst tænkelige måde. Det er stadig Red Hot Chili Peppers, men det er Josh Klinghoffers Red Hot Chili Peppers' tid.

Josh: – Som udenforstående har jeg altid set bandet som en familie, der var baseret på kærlighed og tørsten efter at lave musik. Det har ikke ændret sig, siden jeg kom til en dag i oktober.


Anthony: – Sandheden er, at bandet stadig elsker at lave musik, og vi er et band baseret på venskab. Det var årsagen til, at vi begyndte. Vi holdt ekstremt meget af hinanden og havde brug for hinanden for at overleve. Vi var fattige og sultne og følelsesmæssigt usikre. På sin vis var vi små hjemløse børn, der lavede et band baseret på disse behov. Den glæde ved livet og for musikken eksisterer stadig. Med Josh har vi valgt en ven, som vi vil lave musik med. Sådan har Flea og jeg altid gjort det. Det har været i den ånd siden 1983, og det giver mest mening for os og er synligt i alt, vi foretager os.

 

Læs hele artiklen i GAFFAs artikelsektion


Køb billetter til koncerten i Herning via GAFFA Live.

ANNONCE