Nyhed

Kom til debat og Isam B-koncert i Rundetaarn

På Spil Dansk Dagen er der gratis debat og minikoncert med Isam B i Rundetaarn i København

I samarbejde med KODAs Spil Dansk Dagen arrangerer Rytmisk Center en musikdebat på Spil Dansk Dagen under temaet: Hvordan binder musik os sammen?

Dette arrangement finder sted i Rundetaarn i København den 27. oktober, der også er Spil Dansk Dagen, hvor komponistforeningen KODA hylder dansk musik ved at spille danskproduceret musik på radiostationerne P3, P4 og P2 samt Radio 100 og Radio Soft.

Relevant debat


Carsten Mørch-Bentzen, udviklingskonsulent Rytmisk Center udtaler:

"Jeg glæder mig meget til at opleve debatten og håber på et livligt og spørgelystens publikum. Debatten stiller en række spændende spørgsmål, som binder os som aktører inden for Folkeoplysningen og Spil Dansk Dagen fint sammen. Vores nye kulturminister Uffe Elbæk er også blevet inviteret – og jeg håber på hans deltagelse."

De involverede


Debattens moderator vil være Jan Falkentoft fra DR P1, og debatpanelet vil bestå af musiker Isam Bachiri, musikanmelder Klaus Lynggard, debattør Henrik Marstal og musiksociolog Eva Fock, som blandt andet vil diskutere, hvad der er dansk, og hvad det er, der binder os sammen.

Debatten vil også komme ind på, i hvilken retning den danske musik kan bevæge sig i fremtiden.

I forbindelse med debatten vil musiker Isam Bachiri, der er kendt som den ene tredjedel af Outlandish, give en minikoncert.


Arrangementet er torsdag den 27. oktober kl. 20.00 i Rundetaarn, og indgang er gratis.

ANNONCE