Trommeslager Fabrizio Moretti afslører, at bandet er i gang med en ny plade
Fabrizio Moretti, der er trommeslager i det amerikanske rock-band The Strokes, har til BBC 6Music fortalt, at bandet er ved at skrive materiale til deres fjerde studiealbum. Ifølge Moretti er frontmanden Julian Casablancas godt i gang med at skrive nye sange til det kommende album, der bliver opfølgeren til "First Impressions of Earth" fra 2006.
"Vi er den slags band, hvor det ikke er færdigt, før vi alle er i ét rum og alles dele er perfekte. Vi er et meget mekanisk band." udtaler Fab Moretti.
Bandet blev dannet i New York i 1998, og består af medlemmerne Julian Casablancas på vokal, Albert Hammond på rytmeguitar, Nikolai Fraiture på bass, Fabrizio Moretti på trommer og på lead-guitar Nick Valensi, der eftersigende også skulle have udarbejdet en del nyt materiale til den kommende udgivelse.
Tidligere har arbejdet omkring den nye plade været sat på pause på grund af band-medlemmernes forskellige andre forpligtelser, men nu forventes det, at de i løbet af den næste måned tager i studiet og påbegynder indspilningerne.