Jomi Massage: Jeg har fundet den konstruktive side af den præcise vrede

Albummet udkom desværre for sent til at nå at komme i betragtning til GAFFAs årsliste over 2013s bedste plader, hvor den i hvert fald i overtegnedes optik havde vippet et af de andre navne i min personlige top fem af pinden. Dog er Jomi Massages "Primitives" (læs GAFFAs femstjernede anmeldelse) – fuldt fortjent – at finde på en del andre årsopgørelse af den musikalske creme af 2013, og GAFFA har mødt den kompromisløse kunstner til en snak om albummet. 

Hvorfor en så dyster plade med så mørke og dystre sange? Er du ok?

– Jomi er meget ok. Tak. Jeg har selv fornemmelsen af at have fået skåret hele vejen ind til benmarven. Gennem knoglen. Måske hele vejen ind til ånden af det, jeg gerne vil. Jeg farer ikke så forpustet rundt mere. Det er ikke så vigtigt at provokere eller råbe febrilsk. Jeg har fundet den konstruktive side af den præcise vrede. Afløb via dialog. På pladen via de historier der fortælles. Mørket findes, og beskrives det ikke, æder det os bare stille. Sættes det fri, får det navne og kan endelig genkendes og smadres af lyset.

Hvorfor valgte du at indspille den på en nedlagt fabrik?

– Forbi der er højt til loftet og en genklang, der kan hamre rundt. Fordi der er udsigt til birketræer og digteren Inger Christensens brandmur. Det er optimalt at have beåndede steder, hvor man kan tage afsæt i sin søgen. Det er der her.

Jeg kom før Beyoncé

Hvad kan du sige om udgivelsesformen? Pludselig var albummet der jo?

– Beyoncé-style! Jeg kom først, Haha! Jeg har de sidste par år arbejdet uden strategitænkning. Ladet intuitionen råde. Alt andet virkede pludselig som en illusion, et mærkeligt kontrolgreb som en kunstner, som jeg bestemt ikke har brug for. Jeg har brug for at lade musikken stå ganske ensomt i sin skaben og derefter tage stilling til hvad der skal ske med den. Lade det ske. Så da pladen kom fra tryk, var min umiddelbare fornemmelse, at den da bare skulle ud hurtigst muligt. Det var sådan en (maleren) Hammershøi gråvejrsdag. Alt stod helt stille og gav lidt hovedpine. Jeg tænkte, at min plade klædte det vejr. Ruskede op i støvet/hev lidt i tågen. Så jeg udgav den dagen efter.

Hvad er der af ambitioner for dit pladeselskab The Being Music? Kommer der andre kunstnere på tapetet?

– Ambitionen er nok mere en mission. At skabe en sted, hvor alt sker på musikkens og kunstens præmisser. Derefter finder man formen og vejen, man synes det skal gå. Lige nu er den vildeste kvindekollation We like We så småt på vej i studiet, og så ser vi hvad det bringer. Jeg ved kun, at det bliver godt, og det er mere end nok. Så drikker jeg meget te med en af danmarks sejeste kvindlige komponister, Birgitte Alsted. Hun fortjener, at se sin musik dreje rundt på en vinylplade... Som label-moder vil jeg bare gerne drage omsorg om kunstnere, som får mig til at skælve. Jeg kan jo lidt af hvert efterhånden, og det ville være tosset ikke at dele ud af det. Missionen er en stille kamp mod den aktualitetsfascisme, jeg synes hærger. Jeg vil være med til at skabe og udbrede noget, der varer evigt.

Hvordan er du nået hele vejen til Jerusalem, hvor "Primitives" er blevet anmeldt?

– Jeg sendte da min musik til anmelderen, og han kunne lide det. Meget simpelt og heldigt.

Hvad har målsætningen været for "Primitives"?

– Der har været mange. Den har været fuld af mål og koncepter. Men alt stryges, kastes væk i sidste fase. Der skal pladen stå for sig selv, samlet og nummer for nummer. Det er en plade fuld af skæbne, en hyldest til det rabiate i mennesket og al den skønhed, det ekstreme kan skabe.

Hvad kan vi forvente af de kommende koncerter?

– Jeg er stadig ikke sikker. Jeg nyder meget at lave mit solo live-laboratorium. Det er virkelig intenst og en bombastisk manøvre. Jeg har også inviteret Henriette Sennenvaldt (Under Byen, red.) og Maria Laurette Friis (Fritz Fontana og Tys Tys, red.) med i et trio-format. Men de har lige set mig spille solo-showet, og synes, det er mærkeligt, at jeg vil gøre det på andre måder. Det er jo sødt. Jeg tygger på det...

Det er jo sange om dødens væsen

Er der allerede nyt i støbeskeen for Jomi? Du plejer jo at være en arbejdsom kvinde...

– Ja da. Jeg ved, at jeg skal se en meget gammel film i aften, som måske bliver til noget med noget lyd, og så arbejder jeg på mit næste album "Skråt Over Marken".

Hvordan hænger titlen "Primitives" sammen med sangene på albummet? Er den samlende for tematikkerne?

– Der er tre ting, jeg tænker på her: American Primitives, som er en helt vidunderlig samling af gamle hymner fra start 1900-tallet optaget field recording style. Jeg havde direkte kontakt med de døde, da jeg hørte de optagelser første gang. Find dem! Derefter tænker jeg på alle de eksistenser, der har inspireret mig på denne plade. Det er alle skæbner, der på deres egen mere eller mindre aggressive facon har skabt meget stor skønhed, under meget besværlige forhold. Sidst føles titlen også i tråd med beslutningen om at indspille, spille og mikse alt selv for at lade mit klaustrofobiske, men også blide jeg, stå helt råt.

Hvordan kom samarbejdet med Ursula Andkjær Olsen omkring den grafiske opsætning i hus?

– Jeg spurgte hende. Hun læste teksterne og sagde ja. Gav det et skud. Så hørte hun derefter musikken og rettede til. Det var min måde at få ordene til at stå forrest. Jeg kan ikke selv gøre det tilfredsstillende. Jeg har musikken og ordenes betydning forrest. Det var den bedste gave, jeg kunne give de tekster. At give dem til en forfatter som hende. Hun er jo en af de vildeste, vi har.

Det er jo sange om dødens væsen. Den skal man passe på. Den død. Man skal værne om døden, ellers bliver den så trist.