Tinderbox-aktuelle Faith No More – 50-årige mænd behøver ikke være kedelige

Tinderbox-aktuelle Faith No More – 50-årige mænd behøver ikke være kedelige

Roskilde Festival 2009. Faith No More er på deres The Second Coming Tour – deres første i over ti år, og i vanlig fandenivoldsk stil opstår der på scenen et skænderi mellem trommeslager Mike Bordin og guitarist Jon Hudson. For at få kortene på bordet rækker Mike Patton mikrofonen til guitaristen, der oprevet anklager Bordin for at have kastet en trommestik efter ham. Han refererer i øvrigt til Bordin som "our superstar drummer" og brokker sig over, at han har sin tidligere arbejdsgiver Ozzy Osbourne på hjernen. Det er Bordin fuldstændig uforstående overfor, mens det morer resten af bandet kosteligt. Keyboard-mand Roddy Bottum siger grinende, at nu er alt lige som de gode gamle dage, mens balladen bidrager til et strålende humør hos Mike Patton.

– Det var en ret mindeværdig koncert, fortæller bassist og sangskriver Billy Gould her seks år senere over telefonen fra Los Angeles forud for koncerten søndag på Tinderbox.

– Var du til den koncert? Så var du vidne til et ret fedt skænderi … Hahaha! Det var simpelthen så åndssvagt. Mike Bordin prøvede at få Jon Hudsons opmærksomhed ved at smide en trommestik efter ham, og så brød helvede ellers løs mellem de to.

Hvad har der ellers været af mindeværdige hændelser under jeres koncerter, som jo er kendt for at være ret uforudsigelige – for nu at sige det mildt?

Der var dengang Mike (Patton, red.) lavede en baglens saltomortale lige ind i Mike (Bordin, trommeslager, red.) og slog ham ud. Der findes vist en videooptagelse af det et eller andet sted (selvfølgelig gør der det – se den her).

Hvordan fortsætter man efter det?

– Det gør man ikke. Det var den sidste strofe af den sidste sang i sættet, så det behøvede vi ikke. Det er alligevel noget af det mærkeligste, jeg har oplevet. Men de fik da vækket Mike igen – bare endnu en dag på kontoret, du ved, haha!

Ikke noget bull shit!

Hvordan var det at spille den første reunion-koncert, I spillede?

– Det var i Brixton, og det var en ret mærkelig oplevelse. Det var nærmest som en drøm, fordi det var så lang tid siden, jeg havde hørt denne her musik spillet af de her folk. Måske var det 15 år siden på det tidspunkt… Det var nærmest bizart at stå og spille de sange foran et publikum igen. Det var helt surrealistisk – som om jeg ikke var der i virkeligheden, fordi jeg aldrig havde troet, det skulle ske igen. Og det var svært at fatte det, mens vi spillede.

Hvornår vidste I, at I ville udgive endnu et album?

– Det blev klart for os da… Jeg ved det ikke. Jeg har altid haft lyst til at lave en plade til. Jeg følte, vi stadig havde mere at byde på på den front. Men det tog noget tid, før alle var åbne over for idéen og så det som en mulighed. Vi begyndte at lave albummet for nogle år siden, men der gik et år, før vi fortalte nogen om det. Så vi havde fokus på at lave ny musik, før folk var klar over det.

Var det svært at holde det hemmeligt?

– Ikke rigtigt. For eftersom vi holdt det for os selv, var der ikke alt muligt bullshit, vi skulle forholde os til. Det var i virkeligheden en meget behagelig proces, fordi det bare var os, der rodede med det. Det var dejlig let at have med at gøre – hvis der var nogen, der havde spørgsmål, spurgte vi bare hinanden. Der var ingen mellemmænd, intet studie, ingen deadlines. Det var dejligt simpelt og afslappet, og det var sådan, vi havde lyst til, at det skulle være.

Det virker som lidt af et statement at udgive en single, der hedder Motherfucker. Er det det?

– Ikke så meget, som man skulle tro. Jeg kan godt se, det virker som et statement, men det er det egentlig ikke. Det var bare den mest naturlige sang at udgive først. Der var ingen af os, der havde tænkt over, hvad det kunne signalere, da vi besluttede os for at udsende den, og det var nok meget godt, haha! Men når det så er sagt, er jeg da glad for, at den er blevet opfattet, som den er. Folk sagde til os: "I bliver aldrig spillet på radioen med sådan en sang", men det var heller aldrig vores mål – vi havde slet ikke tænkt tanken. Det har været virkelig interessant at se folks reaktion på sangen.

Hvordan er kemien og den kreative proces i Faith No More nu i forhold til tidligere?

– Den er ret meget, som det altid har været. Vi har en bestemt måde at arbejde på, som ikke har ændret sig synderligt. Så alt er ved det gamle på den front.

Black Metal og Balkan

Hvad har været din største musikalske åbenbaring i de år, Faith No More har været inaktive? Jeg ved, du har lyttet til en del Balkan-musik…

– Det er rigtigt. Men ellers har det sandt at sige været en udfordring at finde musik, der for alvor inspirerer mig, og jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg er blevet ældre, for hver gang jeg hører ny musik, kan jeg høre, hvor inspirationen kommer fra – det er ret tydeligt, og så er det svært at blive overrasket. Men jeg har jo et pladeselskab (Koolarrow Records, red.), og jeg får helt sikkert tilsendt demoer fra masser af interessante bands. For mange til, at jeg kan udgive det hele. Men for mig handler det mere om at lave musik, der er stadig en hel del at lære der. Og jeg er ikke på noget tidspunkt holdt op med at skrive sange, og det er det, der er det mest interessante for mig.

Betyder det, at nogle af sangene på Sol Invictus har eksisteret i mange år, hvor de bare har ligget i din skrivebordssuffe?

– Faktisk ikke. De ældste er højst et par år gamle, så de er ret friske alle sammen.

Kan det passe, at jeg kan ane nogle black metal-passager på Sol Invictus?

– Ja, det kan det. Der er nogle ting i musikkens tekstur, der minder ret meget om den måde, meget black metal er bygget op på.

Hvordan synes du, jeres ældre ting lyder i dag?

– Jeg synes faktisk, de gamle sange er ældet med ynde. Og det er jeg virkelig glad. Det var selvfølgelig, hvad vi håbede på, da vi skrev sangene, men man kan jo aldrig vide, hvordan fremtidens ører tager imod det, og hvordan folks smag ændrer sig. Det er ret fantastisk at opleve, at det stadig holder vand. Det er noget af det bedste, man kan opleve som kunstner, selvom der da også er sange, vi ikke spiller længere, fordi de ikke fungerer …for os i hvert fald.

Du har for nyligt udtalt, at du ikke håber, den nye plade kommer til at lyde som en flok 50-årige mænd. Hvordan undgår man det, når det nu er det, I er?

– Det gør man ikke, haha! Man håber bare på det bedste. Der er mange af de bands, jeg holder meget af, der er blevet blødere, efterhånden som de er blevet ældre, og det havde jeg bare ikke lyst til, at vi skulle. Så det har vi prøvet at undgå – der brænder stadig en ild i os, og vi vil bevise, at man ikke nødvendigvis bliver kedeligere af at blive ældre.

En god gimp skal have en god manager

Den opmærksomme Faith No More-fan vil have bemærket, at bandet ved deres seneste koncerter har haft en læder- og maskeklædt mand med på scenen – en såkaldt gimp. Adspurgt om historien bag, svarer Billy Gould, at han ikke rigtig kan huske det, men at det efterhånden har fået sit eget liv. Der bliver vi altså ikke meget klogere, men derfor kan man jo godt lige forehøre sig yderligere om den maskerede side kick. 

Hvad kræver det at være en god gimp?

– Det ved jeg ikke, for jeg er ikke en gimp…

Nej nej, det ved jeg godt, men I har en af slagsen med jer på scenen, og I må have visse krav i forhold til, hvem I slæber med.

– Haha, det er rigtigt. Jeg tror, det bedste råd, jeg kan give folk, der stiler efter at blive en gimp, må være at få sig en god manager. En god manager kan skaffe dig alle de fede tjanser ved Faith No More-koncerter.

Den lader jeg gå videre til eventuelle interesserede. Men hvis man nu sidder som band derude og gerne vil have sig en gimp. Hvad skal man så gå efter?

– Personligt foretrækker jeg én, der går i bad hver dag. Man kan virkelig komme til at lugte i sådan et læderoutfit, hvis man ikke husker at vaske sig. Ellers bedømmer jeg en gimp på kvaliteten af det læder, han benytter til sin drag og maske – italiensk læder er klart i den bedre ende. Det er også vigtigt, at han sørger for at klippe sine tånegle. Hygiejne generelt må siges at være en guideline, haha!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA