Nu har Kristian Leth blandet sig i den igangværende debat blandt flere af landets musikanmeldere
"Kunstkritik er en sørgelig ting i Danmark for tiden. Sådan er det åbenbart bare". Således afslutter forfatter, musiker og ivrig debattør Kristian Leth sin klumme, der er at finde på Politiken.dk i dag. Klummen tager udgangspunkt i den debat, der startede i sidste uge med udgangspunkt i anmelderne Erik Jensens (Politiken) og Thomas Søies (Berlingske) kritik af Roskilde Festivals program.
En kritik som Informations Ralf Christensen efterfølgende kritiserede og konkluderede, at der måtte være et generationsopgør på vej i dansk musikkritik. Både Jensen og Søie har siden hen besvaret Christensens kritik.
Nu melder Kristian Leth, der sammen med resten af The William Blakes spiller support for Arcade Fire på Ballerup Super Arena på lørdag, sig så på banen i Politiken i dag, hvor han giver udtryk for, at debatten i hans optik i virkeligheden dækker over en diskussion af, hvad kritikkens rolle overhovedet er:
"Christensen mener (i øvrigt som undertegnede), at kritikken kun er interessant, når den er en opsøgende, afdækkende, nysgerrig instans, der (ligesom litteraturkritikken historisk set) er med til at definere og indramme de scener, den omhandler; en samvittighedsløs, idiosynkratisk størrelse, der lader os læsere blive klogere på, hvad vi selv mener, ved at udfordre os", skriver Leth og fortsætter:
"Søie og Jensen har ikke samme ideal. De (og deres redaktører) er glade, når musikspalterne agerer forbrugerguide og sætter læserne ind i de 'vigtigste' musikalske begivenheder. 'Vigtigste' er her defineret som dem, folk for det meste har en chance for at kende lidt til i forvejen. Logikken er: Musikkens verdenshav er så uendeligt, at det ville være åndssvagt at forsøge at sætte pejlemærker med hundreder af kilometers mellemrum. Hellere holde os til kysterne."
Herefter tager Leth fat på Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard, som han mener, synes decideret overrasket over, at nogen tager Politiken alvorligt.:
"Man skulle ikke tro, at en af Danmarks bedste anmeldere havde skrevet en vægtig kritik af hendes musikredaktør, i et ('mindre') dagblad, der er kendt for sin musikjournalistik", lyder det med en henvisning til Ralf Christensens kritik, som Leth altså godt kan se sig enig i, og han fremhæver Politikens yngre anmeldere som det største aktiv i avisens musikjournalistik:
"De holder et generelt højt niveau, mens redaktøren Jensen bliver mere og mere til grin i musikmiljøerne (både entusiasternes og de udøvendes)", skriver Leth og giver følgende grund til, at Politiken tages alvorligt:
"Grunden til at vi tager Politiken alvorligt, er avisens betydning kulturelt. Skal vi virkelig stave det for Anita Bay Bundegaard? Politiken nyder selv at udnævne sig til kulturel institution, så lad være med at spille dum, når I bliver taget alvorligt som sådan. Men grunden til, at vi ikke klager over Thomas Treos ligegyldigheder i Ekstra Bladet, er, at Politiken faktisk burde vide bedre."
Slutteligt åbner Leth for følgende diskussion:
"Er det nok, at de generelle læsere ikke opdager manglerne ved musikredaktøren, eller bør en anmelder være på niveau med den aktuelle musikscene? Er Politiken tilfreds med at være forbrugerguide?"
Er du enig eller uenig med Leth? Og er GAFFA også bare en forbrugerguide?
Giv endelig din mening til kende i debatten nedenfor.
