GAFFAs adventskalender: Godbidder fra Martin Halls "Nostatic!"-bog

De fire søndage i advent vil GAFFA som en særlig adventskalender bringe uddrag af Martin Halls bog "Nostatic!", en essaysamling om punk, postpunk, gothic, new romantic, industrial og spoken word med essays om blandt andre Sex Pistols, Joy Division, Echo & The Bunnymen, The Cult og Death In June. Vi fortsætter med begyndelsen af kapitlet om den anarkistiske postgruppe Crawling Chaos, en af de mindre succesfulde grupper på det legendariske pladeselskab Factory Records:

PIONERER UDEN ET MÅL

Om Crawling Chaos. Skrevet i anledning af 30-året for udgivelsen af gruppens obskure debutalbum, der blev sendt på gaden i januar 1982.

*

"Postpunk" er et frygteligt begreb. I grove træk beskriver det al eksperimenterende musik skabt fra omkring midten af 1978 frem til midten af 80'erne, hvilket gør begrebets journalistiske præcisionskvotient til en noget elastisk størrelse. Genrens enorme indflydelse på 00'ernes indie-kultur står dog ikke til nogen diskussion, og taster man de otte bogstaver i "postpunk" ind på en søgemaskine, er det slående, hvor mange moderne klassikere man kan fiske hjem på den konto.

I den sammenhæng er Crawling Chaos en parentes. Ikke desto mindre er gruppen samtidig et glimrende eksempel på det musikalske og idémæssige eksperimentarium, der kendetegnede genren, ligesom bandet også er et forfriskende indslag, hvad angår periodens stivnede art-rock stereotyper. Selvom musikbranchens "sex, drugs and rock'n'roll"-attitude signalerer noget frigjort og anarkistisk, følger de fleste aktører i bund og grund en række konforme og konservative spilleregler, hvor der er uniformer for alting, ready make-identiteter og masser af simili-grænseoverskridelse. Imitationens regelsæt bliver nøjsomt overholdt i mytedannelsens hellige navn, for selvom alle gerne vil være så og så unikke, skal det alligevel helst være på samme måde som feltets andre deltagende.

På samme måde som de musikalske kolleger i The Homosexuals (ophavsmændene til historiens mest vidunderlige 7"-single, "Hearts in Exile" fra 1978) ignorerede enhver form for gængs protokol ved bl.a. at skifte navn ved stort set hver eneste nye pladeudgivelse, nægtede Crawling Chaos konsekvent at følge den såkaldt gode opførsels alment accepterede standarder: Her var et hold larmende tågehoveder, der lystigt defækerede på den vestlige dekadencekulturs stuegulv, så snart de havde muligheden, hvilket betød, at gruppens lydpsykopatiske virvar mindede mere om en smertelig rektoskopi end om popmusik. Inspireret af den amerikanske forfatter H.P. Lovecrafts makabre prosa samt lige dele punk og industriel lydterror lød bandet som en bizar blanding af Cabaret Voltaire, Pork Dukes, Nurse with Wound og Residents, og når gruppens to kernemedlemmer valgte at optræde under pseudonymerne Doomage Khult og Strangely Perfect, så fortæller det i sig selv en del om bandets sendefrekvens.

At det i 1979 med nød og næppe lykkedes Crawling Chaos at få kontrakt med det legendariske Factory Records er stadig en gåde. Afgørelsen omkring signingen skulle angiveligt også have skabt voldsomme diskussioner mellem pladeselskabets stifter Tony Wilson og hans partner Rob Gretton, for på dette tidspunkt havde Factory kun tre bands: The Durutti Column, A Certain Ratio og Joy Division. Set i forlængelse af disse langt mere "eklektiske" navne stod Crawling Chaos fuldkommen uden for sammenhæng; bandet var kejtet, uskønt, sjusket og selvsaboterende i både stil og lyd og havde absolut intet som helst til fælles med den cool og antiseptiske aura, der hvilede over Factory i de dage.

Sex Machine

I et nyhedsbrev fra Factory Records i januar 1980 beskriver selskabet Crawling Chaos som "en blanding af Status Quo og Orchestral Manoeuvres in the Dark". Yderligere lover meddelelsen, at bandet vil åbne op for "a new genre of heavy modern" – en formulering der i forhold til æraens kliniske synth-lyd bestemt ikke faldt i god jord hos pressen. Og værre blev det, da bandet sammen med bl.a. Section 25 spillede ved Factorys London-showcase "Factory by Moonlight" på Moonlight Club i april 1980. Her skrev NME's Adam Sweeting følgende mindeværdige anmeldelse af Crawling Chaos' optræden:

"They played so badly for so long that a phone call to McWhirter and his Book of Records would surely have been received favourably. Ineffectual doodlings on guitar and keyboards became ends in themselves. A guest singer stood at the microphone and coughed for several minutes. Nobody danced or even twitched a leg. The bloke at the mixing desk read the Evening Standard and someone next to me asked the time before falling asleep. Anyone who needs this garbage is probably already dead."

Da gruppens debutsingle "Sex Machine" endelig udkom i august 1980, fik den en mildest talt kølig modtagelse rundt omkring, og det hjalp heller ikke ligefrem på populariteten blandt kollegerne på Factory, at underskuddet i forbindelse med pladens alt for dyre relieftryk skulle hentes fra det overskud, som salget af Joy Divisions debutalbum havde genereret. Stemningen mellem de to bands havde været anstrengt lige siden en fælles koncert i sommeren 1979, hvor Crawling Chaos havde drukket alle Joy Divisions øl, mens sidstnævnte spillede, og derefter hånet dem ved at sende tirader af "Joyce! Joyce De Vision!"-tilråb efter dem.

Ikke desto mindre er "Sex Machine" en forbløffende original single. Nummeret fremstår stadig som en strålende, overskudsbåren, psykoseksuel fantasme, der ikke alene fortjener sammenligning med Cabaret Voltaires koldsvedsklassiker "Nag Nag Nag" fra 1979, men som i flere henseender også foregriber det Giorgio Moroder-producerede band Sigue Sigue Sputniks kortvarige futuristpopsucces i midt-80'erne. Det er synth-pop som i "pop goes the head!", en elektronisk voldtægt af al sund fornuft og et latent mareridt for seksuel frigørelse.

Læs resten af kapitlet i bogen "Nostatic!", som du kan læse meget mere om her.