GAFFA udgiver portrætbog om musiklegenden i 2016
Om noget forbinder man Stig som manden bag musikken på den legendariske "Hip"-plade med Steppeulvene, hvortil han leverede syv af pladens otte numre. Det var Stig og Eiks møde, som banede vejen for, at denne unikke udgivelse kom til verden, og stadig den dag i dag inspirerer nye generationer af lyttere. Det kan vi kun sige tak til Møller for. Men Stig har jo i høj grad også sin egen identitet som solist og kunstner, og hans ofte naivistiske tekster, som er en afspejlning af en livsoverbevisning, der kan koges ned til "sig det, og gør det simpelt", har også været en inspiration for mange igennem årene. Numre som "Gør Mig Varm", "To Sjæle – En Tanke", "Sommerskoven" og vel først og fremmest ny-klassikeren "Sikken Dejlig Dag" fra 1994 er alle hyldester til kærligheden og naturen, der rammer denne tilgang til livet fint ind.
Den første mandag i hver måned har Stig og bandet de sidste 25 år haft fulde huse af begejstrede tilhørere i alle aldre på Drop Inn. Et job, som i sin tid blev arrangeret af salig Ken Gudman, som hurtigt blev en del af orkestret, efter han havde overværet Stig og Peter Ingemanns første gig på "droppen" og sagde "I er sgu da meget gode – men mangler I ikke en trommeslager?!" Sådan blev Stig Møller Trio til, og "Guden" spillede med de næste 10 år. Møller holder mest af de små scener, den direkte kontakt til sit publikum, som han taler til, og spiller for i øjenhøjde. At identificere sig med, eller at se op eller ned på nogen eller noget, det er ikke noget, som optager Stig, og han har stadigt sin vildskab og fantastiske intuitive musikalitet i behold, og stemmen har altid været stor.
Møller debuterede i pigtrådstiden i 1964 og steg på folkesangerperioden i 65/66, hvor han af diverse medier blev udråbt til "Danmarks Donovan". I den periode kom Møllers første singleudgivelser til verden, blandt andet via Thøger Olesens undersættelser af Sid Silversteins tekster, og i den periode mødte han nogle af de guitarister, som han den dag i dag anser for sande inspirationer og læremestre i Walther Klebels Folkesangerklub "Las Vegas": Paul Simon, Bert Jensch og Richie St.John.
Paul Simon varmede, som et kuriosum, op for Stig på en sjællandsk klubturné, arrangeret af netop Klebel, og de to folkesangere blev venner, og Stig var med Paul i London nogle måneder senere og overværede den herlige dag, hvor hr. Simon per telefax fik at vide, at "Sound of Silence" havde hittet big time i hans hjemland USA, og at der lå en en check til ham i en American Express-bank. Paul Simon kom jublende glad ud derfra til sin ventende kæreste og Møller med en check på 100.000 dollars i hånden og var fra at være en fattig folkesanger nu en meget rig folkesanger. Derfra skiltes deres veje, for Simon skulle hjem til Staterne, og Møller skulle tilbage til København.
Folkesangerperioden har en høj status hos Stig, og man fornemmer, at hele grundlaget for hans fremtidige musikalitet blev skabt der, ligeså det drive og den musikalitet, som gjorde det muligt for ham at lave musikken til Eik Skaløes tekster et par år senere. Hippietiden kom snigende, og om nogen står Møller den dag i dag som en af de absolutte kulturbærere af den forholdvis korte epoke, således også manifesteret i de tillægsord, der et par dekader senere blev vedhæftet ham og perioden. "Danmarks sidste blomsterbarn" eller "Danmarks sidste hippie" blev han af pressen omtalt som. Intet af det klinger som noget, Møller kan identificere sig med.
På mange måder er og har Stig altid været foran sin tid. Vi så det med Steppeulvepladen, men han var også på rette tid og sted som vigtig bestanddel af Skousen/Ingemann-pladen "Herfra Hvor Vi Står", hvor Møllers guitarspil og korarbejde bidrager væsentligt på udgivelsen. Fritidsbandet Starfuckers med Kim Larsen, Ole Frø og de andre venner var også et herligt projekt på den danske rockscene, og var på sin vis, fremadrettet set, vigtigere for Kim Larsen end noget andet. Kim Larsen har givet Stig Møller credit for at være hans guitarlærermester, og større bliver det vel nærmest ikke.
I slutfirserne var Møller igen foran sin tid ved at udgive meditationsmusik med Peter Bastian. "Forest Walk" solgte i tusindsvis af eksemplarer, ikke alene i Danmark, men røg også på hitlisterne i Japan og Canada. I 1994 indspillede Møller og Venner "Sikken dejlig dag"-albummet, hans måske til dato bedste plade, hvor hele hans mangfoldige palet kommer til udtryk. Udgivelsen var også krydret med flere Skaløe-tekster, som ikke før havde set dagens lys, og duetten på "Jeg er Havren" med Lars HUG er en perle.
For 10 år siden kunne Danmark meget vel have mistet Møller til de evige jagtmarker. Stig havde svært ved at trække vejret, og det viste sig, at en firdobbelt bypassoperation var påkrævet. Heldigvis lykkedes det hele så godt, at vi stadigt kan gå til Stig Møller-koncert rundt om i det ganske danske land, på lånt tid vel at mærke, men forhåbentlig lang tid endnu.
Møller og vennen gennem snart 50 år, Peter Ingemann holder sig godt kørende og i form og har således investeret i to af tidens bedste el-cykler. Møller cykler nogle gange 40-60 kilometer om dagen, og hvis man i Dyrehaven ved Klampenborg skulle se og høre en ældre mand, som sidder og fløjter med fuglene, så er det bare Stig Møller, der på sin vis hylder de samme dyder, som hippietiden gav os alle – nemlig kærligheden til naturen og det frie liv.
Navnet Stig betyder vandreren, og det er lige præcis det, han er, og vi er glade og taknemmelige for, at vi stadig har mulighed for at få ekstrature med Stig og Co. i livets karussel. Selvom Stig Møller ikke længere har en alder til at gå op i sin egen 70-årsdag, tager GAFFA tapen fra munden og istemmer med et gjaldende "Hip" Hurra og ønsker ham og vennerne en dejlig dag!
Som en appetitvækker til GAFFAs portrætbogs-udgivelse i 2016 om Stig Møller bringer vi nedenfor en snas begået af denne artikels skribent og bogens forfatter, Klaus Handsome. Møller er ikke alene en glimrende musiker og solist, men også storyteller af format. Glæd jer!
Stig Møller, Peter Ingemann, Hans Fagt og Jens Haack spiller den 2. november klokken 22.00 på Drop Inn, Kompagnistræde 34, København
Foto: Morten Rygaard
Uddrag af Klaus Handsomes biografi om Stig Møller, udkommer i 2016:
"Møller, han røg ud på ottomanen den 2. november 1945 klokken 18.00, 9 grader og 12 med solen i skorpionen. Historien går på, at jeg var en stor krabat, og en hård én at få ud, men så snart jeg røg op til min mors babser, bed jeg så hårdt i dem, at hun skreg... Så jeg var virkelig sulten, da jeg kom til verden (griner).
Jeg blev født i Vangede på Snogårdsvænget nummer 9 st .th. – en lille toværelses lejlighed. Min mor arbejdede på Søborg apotek som farmaceut, og min far var stukket af med et cirkus. De første år af mit liv var jeg det gladeste og yndigste barn i hele verden. Jeg kan huske, min mor sagde, at alle ville hen og se på mig, så jeg har været star lige fra starten. Jeg kan huske min barnevogn og de blå bamser, som hang i den. Jeg var et fredeligt barn, og jeg var ikke rigtig bange for noget. Jeg erindrer, at jeg stod i min tremmeseng, og min mor skulle gå – det rørte mig ikke en meter. Jeg syntes bare, hun skulle gå, hvis det var det, hun skulle – det havde jeg ingen hangs på. Så jeg husker det, som at jeg var et meget glad og veltilfreds barn.
Da jeg var fire år så jeg min mor sammen med sin nye kæreste og min kommende stedfar for første gang. Jeg blev dødjaloux på ham, fordi han kom og og tog hende fra mig. Jeg havde jo været vant til at have hende for mig selv. Der begynder min historie i og for sig. Jeg stak af hjemmefra første gang som fireårig, der gik jeg fra Vangede til Lyngby. Det gik godt med at gå derud, men det tog en helvedes tid at gå tilbage igen, og det var blevet mørkt, da jeg endelig fandt hjem til Snogårdsvænget 9. Det kan nok være, jeg fik tæsk, med både bøjle og livrem i røven, så den var rød og opsvulmet. Jeg tror, det var første gang, at jeg fandt ud af, at jeg var alene. Der var en, som havde scoret min mor, og ham, der havde scoret hende tæskede mig så.
Jeg begyndte derfra at blive et temmelig seriøst barn. Han fortsatte med at slå mig op igennem hele min barndom og i noget af min ungdom. Han tævede også min mor en gang imellem.
I retrospektiv kan jeg jo godt se, at han var et produkt af sin tid. Han var selv blevet behandlet på en grov måde som barn. Altså arbejderklassen har jo været sin egen værste fjende via den måde, de har behandlet deres børn på – det traume blev man jo udsat for. Hele princippet om, at det hele i denne verden drejer sig om at tjene penge... forældrene så man jo så ikke noget til. Man kom i vuggestue, børnehave, skole og på fritidshjem, ja igennem hele institutionskarrusellen. Jeg blev temmelig fucked up af det."
