Nyhed

Julian Casablancas fortæller om ny The Strokes-plade

Frontmanden fortæller, at det nye album kommer til at lyde som Thin Lizzy, der møder A-Ha

De fem forskellige bandmedlemmer i The Strokes har det seneste stykke tid haft gang i en række soloprojekter, andre bands og aktiviteter udenfor musikken, men nu synes alle at være samlet for at skrive nye sange til efterfølgeren fra 2006, " First Impressions Of Earth".

Guitaristen Albert Hammond Jr.'s soloudgivelser og ikke mindst Julian Casablancas' album "Phrazes For The Young", der er sat til at udkomme den 19. oktober, har det sidste stykke tid været i fokus. Men i et interview med den britiske radiokanal Xfm, fortæller forsangeren selv om arbejdet med nyt materiale:

"Jeg ser frem til det. Vi har arbejdet på det i flere måneder, og vi har skrevet de fleste af sangene, mere end halvdelen. Men det er et spørgsmål om at få alle fem fyre i rummet på samme tid. Jeg er klar til at gøre det. Det var meningen, at vi allerede skulle have lavet pladen, men det blev udskudt."


The Strokes arbejdede angiveligt også på det fjerde album i starten af dette år, men gruppen har udover egne projekter også høje krav til kvaliteten af deres musik. Casablancas fortæller videre i interviewet om The Strokes' lyd på de nye numre og om arbejdet med at lade numrene slippe gennem gruppens nåleøje:

"Jeg har mit eget personlige ønske om, at det kommer til at lyde som Thin Lizzy, hvis de kiggede ind i fremtiden og havde en eller anden form for 80'er-melodier.  Som noget super-stramt sent 70'er-rock band med momenter af A-Ha, hvis det giver mening. The Strokes er en hård musikjury, så hvis der er noget, der overlever, skal det først glæde alle fem utroligt kræsne fyre. Det er det fantastiske ved bandet, men på den anden side kan det være en smule kvælende."

Det kommende album har endnu ikke fået en udgivelsesdato eller en titel, der er officiel endnu. Men udtalelserne fra frontmanden i The Strokes giver til gengæld håb til gruppens mange fans om, at de fem travle og krævende medlemmer igen finder sammen om et album for fjerde gang.


ANNONCE