Nyhed

GAFFA dækker Øya Festivalen

Igen i år vil der være anmeldelser og reportager fra den norske festival

Øya Festivalen startede tirsdag 10. august med en hel dag med lokale navne, der spillede på spillesteder rundt om i Oslo. Men fra onsdag indtager de internationale artister scener med navne som Enga, Sjøsiden og Vika, og her vil GAFFA stå klar med blokken for at anmelde en stribe navne.

GAFFAs fokus kommer i år til at ligge på de navne, der enten helt forbigår Danmark i år eller er på vej til landet. Man kan derfor forvente anmeldelser af navne som M.I.A. (billedet), Iggy Pop & The Stooges, The Specials og Paul Weller samt The Gaslight Anthem, Cymbals Eats Guitars, Jónsi og mange flere.

Festivalen strækker sig frem til og med lørdag 14. august, og i den periode kan man udover de nævnte også opleve The National (der udover deres almindelige festivaljob også spiller i byens operahus), Pavement, Robyn, La Roux, The xx, LCD Soundsystem og Broken Bells. Det er med andre ord et rigtig fornuftigt program, der har nok alsidighed til også at være interessant for dem, der allerede har set en del af navnene på Roskilde Festival.

Danmark er i år repræsenteret af Vinnie Who, der både spiller på Skateparken og spillestedet Revolver som en del af Øyanatt, der afvikles på byens spillesteder.

Da festivalpladsen lukker til midnat, og der ikke er mulighed for at campere på festivalen, opfordres det til at man bruger sine aftener på de mange klubber, hvor man over fire nætter udover Vinnie Who også kan opleve Harlem, Caribou, Diplo samt de lokale helte fra I Was A King.

Øya Festivalen har forlængst kunnet melde udsolgt af partout-billetter, men der er stadig ledige billetter til de enkelte dage, hvis man har lyst til at bruge noget af sin weekend i Oslo.

ANNONCE