Nyhed

Nyt Michael Jackson-album den 30. oktober

Klar med sin første albumfuld nyt materiale i ti år

Så er Michael Jackson ved at være klar til at udgive sit første album med nyt materiale i ti år, "Invincible". Den første single bliver "You Rock My World", som Jackson i valig storladen stil har ladet en ‘kortfilm’ producere til - ikke ‘bare’ en video.

Rygterne svirrer om det nye album, men der er modstridende meldinger om hvad man kan forvente. Nogen taler om hans bedste album siden "Thriller", andre om en fuser i LaToya Jackson-stil.


Mere sikkert skulle det være, at albummet har kostet omkring en kvart milliard kroner at lave, hvilket er lidt af en verdensrekord. Prisen skulle ifølge Yahoo! News skyldes, at Jackson valgte at færdiggøre hele 50 numre med nogle af branchens dyreste producere bag knapperne, før han begyndte at vælge ud til albummet.


Samtidig vender Jackson tilbage til de skrå brædder med to kæmpeshows i New Yorks Madison Square Garden. Under overskriften "Michael Jackson: 30th anniversary celebration, the solo years" vil Jackson optræde med både de originale Jackson 5 og nyere stjerner som Britney Spears, Aaron Carter og Whitney Houston.

De to shows løber af stablen allerede den 7. og 10. september, men der skulle stadig være billetter at få. Det kunne godt have noget at gøre med prisen: 2500 dollars - godt 20.000 kroner - skal man slippe for at overvære de historiske shows.


ANNONCE