Nyhed

Jokeren og Carpark North sælger ud på P3

Jokeren synger skønsang til Szhirley, og Carpark North giver den som boyband under "Humor mod Aids".

Onsdag den 1. april er blandt andet ensbetydende med AIDS-Fondets kampagne "Humor Mod Aids", som igen i år dækkes intensivt på P3. Ligesom sidste år har P3 i år sat gang i den såkaldte "Sell Out"-session, hvor de får en række kendisser, heriblandt en stribe musikere, til at "sælge ud" af deres stolthed og principper, og interesserede kan så byde på disse "udsalg" i den gode sags tjeneste.

Nogle af de kunstnere, der sælger ud, er Jokeren (billedet) og Carpark North, der har lovet henholdsvis at synge skønsang til ekskæresten Szhirley og give den som boyband med flerstemmige vokaler og synkrondans. Men jo flere penge, lytterne donerer, jo mere outrerede situationer lover Jokeren og Carpark North at sende sig selv ud i, inden det hele kulminerer i en live Sell Out-session i Koncerthusets Studie 3 onsdag den 1. april kl. 16-18.

Både mandag og tirsdag 9-12 har kunstnerne varmet op i programmet "Sell Out", og i morgen, altså onsdag den 1. april, fokuserer P3 hele dagen, fra 9-17 på "Humor mod Aids". Alt sammen under ledelse af værterne Felix Smith og Sara Otte. Under udsendelserne kan man sms'e penge ind og støtte den gode sag.

De penge, P3 samler ind, går som nævnt til AIDS-Fondets årligt tilbagevendende kampagne "Humor mod Aids". Her samles der ind for, med P3's egne ord, "at hjælpe børn i Danmark, Kenya og Ukraine. I Ukraine støtter pengene et værested, så gadebørn kan få omsorg, mad, tøj og undervisning i stedet for et liv i kloakkerne med hiv-smitte og sprøjter, de deler for at holde livet ud. I Kenya giver de uddannelse og hjælp til unge piger, der er tvunget ud i prostitution, så de kan skabe sig et bedre liv uden risiko for hiv og aids. Og i Danmark giver de hiv-smittede børn og unge oplevelser og et tiltrængt frikvarter fra hverdagens ensomhed, isolation og hemmeligholdelse af deres sygdom."

ANNONCE